Få hovedstød og driblinger på skoleskemaet

Akademiet Fodbold Fulton etablerer en afdeling på Lyngholmskolen.

Lyngholmskolen opretter til næste skoleår en fodboldudskolingslinje. Det sker i samarbejde med fodboldakademiet Fulton.
At Fulton kommer til Furesø er ikke nogen tilfældighed. Centerchef i Furesø Kommune, Per Christensen, har haft en finger med i spillet.
– Jeg arbejdede for Gentofte Kommune, da Fulton oprettede det første akademi i Gentofte. Jeg oplevede, at det kunne gøre mange ting i forhold til de børn, som var lidt skoletrætte eller havde brug for en anden slags skoledag, fortæller Per Christensen, og fortsætter:
– Fulton bruger fodbolden i undervisningen, men ikke kun på fodboldbanen. Man kan fx regne vinkler ud i forhold til hjørnespark og lære statistik ved at kigge på stillingen i Superligaen, forklarer Per Christensen.
Det er de nuværende 5. klasser på alle skolerne i Furesø Kommune, som får mulighed for at komme med på fodboldudskolingen, som får base på Lyngholmskolen i Farum, hvor der en fodboldbane lige ved skolen.
Alle elever med fodboldinteresse, både piger og drenge, er velkomne. Det er glæden og interessen, der er adgangsgivende, ikke det fodboldmæssige niveau.
Det kan man høre mere om ved et informationsmøde den 13. marts kl. 17-18 på Lyngholmskolen, Hvilebækgårdsvej 1, 3520 Farum.
Tilmelding ikke nødvendig.
Man kan læse mere på furesoe.dk/fodboldudskoling

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest