De fire anholdte i sagen om branden i Kong Kylling har fået forlænget varetægtsfængslingen frem til den 21. april.
Af Mikkel Kjølby
Natten til mandag den 23. februar blev beboerne i Torvegården på Værløse Bymidte evakueret, da der opstod en eksplosionsagtig brand i Kong Kylling.
Dagen efter skred politiet til handling og anholdte tre personer i sagen, senere er yderligere en person anholdt. De fire blev varetægtsfængslet til den 24. marts.
Efter fire ugers fængsling har man ret til at få vurderet sin sag.
– Tre af de anholdte var indstillet på, at de blev varetægtsfængslet yderligere fire uger og ønskede ingen fremstilling. Den fjerde anholdte person ville fremstilles i retten, men fik efter fremstilling forlænget sin fængsling med fire uger, fortæller specialanklager Jakob Nielsen.
Forlængelsen af fængslingerne skyldes, at politiet fortsat efterforsker sagen.
– Efterforskningen prioriteres af politiet, som virkelig har leveret et solidt efterforskningsarbejde, fortæller Jakob Nielsen.
De fire anholdte er fortsat sigtet efter den grove paragraf om ildspåsættelse, hvor han udsætter andre mennesker for livsfare. Strafferammen i Paragraf 180 kan give op til livstid i fængsel.
Der har lige været afsøgt dom i en lignende sag om ildspåsættelsen på en gård ved Hillerød. Her blev to barndomsvenner idømt henholdsvis fire års og fire år og ti måneders fængsel.
Skulle de fire anholdte blive dømt i sagen om branden i Kong Kylling, ligger retspraksis for domme i nogenlunde dette leje.







