Carl Alfred Bruun startede i 1924 som selvstændig bedemand på Bispebjerg. 100 år senere driver familien ni begravelsesforretninger med syv fuldtidsansatte. Carl Alfreds barnebarn Lotte Søgaard og hendes mand Lars styrer det hele fra kontoret i hjemmet på Nørreskovvang i Værløse.
Lottes far, Aage Bruun, overtog sin fars virksomhed og ekspanderede den. I 1972 flyttede han familien til Værløse, da han købte villa på Højeloft Vænge og startede endnu en afdeling, som fik navnet Værløse Begravelsesforretning.
Lotte havde ingen som helst planer om at overtage sin fars forretning. Hun uddannede sig som
sygeplejerske og arbejdede på Herlev Hospital. Hendes mand Lars skulle også bare hjælpe til et par måneder, men blev hængende og har i dag været bedemand i 29 år. I 2003 fik han selskab af Lotte, da hun fik nok af arbejdet som sygeplejerske. Hendes mor Inger lærte hende op i bogholderiet på fire måneder og gik så på pension. Samme år overtog ægteparret forretningen og har siden drevet denne sammen. Det har Lotte aldrig haft grund til at fortryde.
– Jeg synes, at det er fantastisk. Det er et dejligt liv. Det er så fint og fornemt at give folk en smuk afsked med deres kære, siger Lotte Søgaard.
Jobbet som sygeplejerske havde rustet Lotte til mødet med de efterladte, men egentlig falder det hende bare naturligt.
– Det er stort, at folk åbner sig fuldstændig op, når man møder dem i en sårbar periode. Det er 14 dage, hvor man er helt inde på livet af de pårørende. Det er så specielt. Man skal behandle den tillid med ordentlighed. Det er dyrebart, forklarer Lotte Søgaard.
En støtte i sorgen
Man kan ikke være i nærheden af Lotte ret længe
uden at lade sig præge af hendes gode humør og
lune væsen. Men generelt er det menneskelig støtte, der er brug for.
– Jeg er der for dem, og det kan de mærke, siger Lotte Søgaard.
For et år siden blev Brian Andersen forfremmet til drifts- og personalechef. Han overtog en del af Lottes administrative opgaver og personaleansvaret. Lars har efter eget ønske hele tiden mest fungeret som bedemand.
– Det har frigjort mig til at være mere bedemand og til at netværke og udvikle forretningen. Men først og fremmest har jeg fået en god sparringspartner. Brian kender hele virksomheden og havde de ansattes respekt, da han blev forfremmet, forklarer Lotte Søgaard.
Den ældste og den yngste bedemand
Lottes far Aage arbejdede videre som bedemand, så længe han orkede det. Og da fjerde generation Linea også startede i virksomheden, kom man i en unik position.
– Vi havde både den ældste og den yngste bedemand i Danmark i firmaet, siger Lotte med et smil.
For der er tegn i sol og måne på, at virksomheden kan fortsætte i familiens eje endnu en generation.
– Linea er meget glad for at være bedemand, så jeg regner med, at hun en dag vil tage over, lyder det fra Lotte.
Med lillebror Lukas forholder det sig helt anderledes. Fra han var helt lille, har han nydt at optræde. I en alder af 24 år er han allerede en rutineret revyskuespiller, instruktør, forfatter og meget mere. Hans næste store opgave er Pejseshow i Brædstrup, og så turnerer han af og til med Lisbeth Dahl og Ulf Pilgaard, som han har skrevet en bog om. Hvis han da ikke lige laver lidt TV eller noget helt andet.