Farum Badminton er vært for stort internationalt ungdomsbrag

En stor gruppe frivillige fra Farum Badminton står bag Dansk Junior Open.

562 spillere og 1238 kampe: Danish Junior Open fylder hallerne i Furesø.
Denne weekend summer Farum og omegn af international badminton. Med hele 562 tilmeldte spillere og 1238 planlagte kampe afvikler Farum Badminton en af årets største ungdomsturneringer, når Danish Junior Open løber af stablen i Farum Arena, Stenvadhallen og Værløsehallen. Turneringen strækker sig over tre intense dage – fredag og lørdag i alle tre haller, mens finalerne spilles søndag fra kl. 13 i Farum Arena.
Spillere fra både ind- og udland dyster fordelt på de tre højeste ungdomsniveauer i dansk badminton, hvilket gør turneringen til et af sæsonens absolutte højdepunkter.
– Vi er enormt stolte over at kunne afholde en turnering i denne størrelse som en “lille” klub. Det kræver en kæmpe indsats og samarbejde på tværs af frivillige, trænere og forældre – men det er også det, der gør den så specielt, siger Charlotte Hartvig, næstformand i Farum Badminton og turneringsansvarlig.

En stærk kulisse for ungdommen
Hos Farum Badminton handler det ikke kun om kampene og resultaterne. Danish Junior Open har gennem årene udviklet sig til at være den uofficielle sæsonfinale for ungdomsspillere, og klubben lægger stor vægt på at skabe de bedst mulige rammer – både sportsligt og socialt.
– Det vigtigste for os er, at spillerne får en god oplevelse. Mange af dem har trænet målrettet hele sæsonen, og vi vil gerne give dem en stærk kulisse, bl.a. med et flot setup i Farum Arena og dermed en god afslutning på badmintonsæsonen. Det er noget helt særligt at mærke stemningen i hallen, når finalerne spilles søndag eftermiddag, forklarer Charlotte Hartvig. 

Lokalt engagement og international rækkevidde
Turneringen er ikke bare et højdepunkt for spillerne – den er også årets store præstation og en stor begivenhed for både klub og kommune. Klubbens frivillige står for alt fra udrulning af de ikoniske grønne badmintonbaner, madlavning og cafedrift til planlægning og koordinering af de mange kampe, der spilles sideløbende i de tre haller. Igen i år har vi et godt samarbejde er med Værløse Badminton, som generøst stiller både hal og mandskab til rådighed i Værløsehallen.
– Det er en stor hjælp for os, og vi er virkelig glade for, at vi kan løfte opgaven i fællesskab. Det er dejligt at mærke, hvordan vi som klubber i Furesø kommune kan samarbejde på tværs og støtte hinanden, når det gælder, siger Charlotte.
Finalestemning i Farum Arena Finalerne søndag eftermiddag i Farum Arena bliver det store klimaks på en weekend, der allerede er spækket med intensitet, flotte præstationer og international stemning. For badmintoninteresserede i Furesø er der rig mulighed for at kigge forbi og opleve nogle af Danmarks og Europas bedste ungdomsspillere i aktion – og måske endda spotte en kommende stjerne. 

Praktisk info 
Hvornår? Fredag 30/5 – søndag 1/6.
Hvor? Farum Arena, Stenvadhallen og Værløsehallen.
Finaler: Søndag fra kl. 13 i Farum Arena. 
Gratis adgang for publikum.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder