Farum Kirke blev i 1826 omdrejningspunktet for et populært digt af C.J Boye ”Kirkeklokken i Farum.”
Digteren tog sig dog visse kunstneriske friheder. For her er den rigtige historie, og den skulle være ganske sandfærdig.
En juleaften havde præsten Henrik Kampmann og digteren Edvard Storm været på besøg på Farumgård. De gik tilbage mod præstegården over kirkegården, da de hørte en mærkelig, lagde de mærke til, at døren til kirketårnet stod på klem.
Edvard Storm tog mod til sig og listede op af den snævre trappe op til klokkerne, da han hørte noget røre på sig. Han mindedes en gammel norsk formular.
– Er du menneske, så sig, er du djævlen, da vig, råbte digteren.
En 12-årig dreng krøb frem fra sit skjul.
– Det er mig Lille-Peter fra Gadekæret, sagde han med usikker stemme.
Lille-Peter havde skrabet rust af kirkeklokken, fordi den kloge kagemand, Hans Ponser, havde sagt, at den eneste måde søsteren kunne blive helbredt på, var ved at drikke kildevand med rust fra kirkeklokkerne taget julemorgen.
Edvard Storm fortalte historien vidt og bredt, også til sin berømte elev Adam Oehlenschlæger.
Mange år senere udgav C. J. Boye sit digt, men han havde byttet om på rollerne, så det var præsten Henrik Kampmann, der havde mødt den 12-årige dreng.
Digtet blev populært i hele Norden, og i mange år kom folk til Farum Kirke for at skrabe rust af de tonstunge kirkeklokker. Så sent som i 1874 kom fire finske piger til Farum Kirke for at skrabe rust af kirkeklokkerne.
Den lokale klokkerfamilie Olsen (fire generationer) viste gerne de interesserede gæster rundt i kirketårnet.
