Farums nye førstehold – sådan gik første kamp

Cheftræner Michael Skjold Hansen er pivstolt af det unge hold. De smed mælketænderne i den kamp, siger han.

I en kæmpe overraskelse lykkedes det Farum Boldklubs nye førstehold at erobre et point i sæsonpremiere hjemme mod Hørsholm-Usserød. Anton Dam scorede fra 25 meter.
Af Mikkel Kjølby
Hvis man havde forventet et totalt sammenbrud eller kollaps efter afgangen af helt førstehold, så troede man forkert.
Farum Boldklubs helt nye førstehold krigede det ene point hjem i sæsonpremieren mod oprykkerne fra Hørsholm-Usserød.
– Vi snakkede meget om, at det at træde ind i de voksnes rækker kræver lidt mere af de unge drenge. De smed mælketænderne i en virkelig mandfolkeindsats. Det var fedt at se, siger træner Michael Skjold Hansen.
Ældste spiller på holdet er 23-årig og den yngste er Valon Ramadani som er 1. års U19. Der var bestemt ikke de store forventninger til, at et så nyt og uprøvet hold kunne stille noget op i Sjællandsserien med så kort varsel. Men det kunne de!
Efter en fin, men lidt nervøs start slog U19-angriberen Anton Dam til på en omstilling. Han tog chancen fra 25 meters afstand og bankede bolden i mål til 1-0. Bum!
Men så begyndte Farum-spillerne at tænke over det. De gik i stå, og Hørsholm-Usserød strammede grebet. Mikkel Norling Andersen udlignede ganske hurtigt.
Udligningen ændrede kampens dynamik. Det blev mere jævnbyrdigt frem mod pausen dog med en del mindre chancer til Hørsholm-Usserød.


I anden halvleg var der kun et hold på banen. Hørsholm-Usserød dominerede stort, men Gabriel Roa Jørgensen leverede den ene pragtredning efter den anden i Farummålet.
I den anden ende kom Farum til en stor chance efter 55 minutters spil, men gæsternes målmand lavede en fin fodparade på Jonas Larsens afslutning.
Tiden gik. Modet steg. Farum holdt 1-1 helt til slutfløjtet.
– Vi kriger den hjem, og Gabriel står helt fantastisk og har tre gode 1 mod1 blokeringer. Det gør, at vi hiver det point hjem, fortæller Michael Skjold Hansen.
Farums nye træner er nu ikke helt tilfreds.
– Jeg er ikke jubelglad. Vi skal være bedre på bolden og spille på vores forcer, vurderer Michael Skjold Hansen, som glæder sig til at udforske, hvad det kan blive til med den gruppe spillere.
– Der er rigtig mange krummer i de U19-drenge. Det er fantastiske fodboldspillere. Det samme med ungeseniorerne. Jo mere vind vi kan få i sejlene, desto bedre kan de flyve. Jeg er meget spændt på at se, hvad det kan blive til. Det er sindssygt god træning og godt humør. Det kan godt være, at det bliver med røven i vandskorpen og kun kommer til at handle om overlevelse. Men vi lægger på hver eneste dag, siger Michael Skjold Hansen.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *