27-årige Victor Nelsson er tilbage i Farum, hvor han har fået en fire-årig aftale med FC Nordsjælland. Ifølge bold.dk betaler FC Nordsjælland ikke noget i transfersum.
Af Mikkel Kjølby
Rygterne er taget til de sidste dage og i morges blev det bekræftet, at Victor Nelsson var på vej til Farum for at gennemgå et lægetjek.
Tre timer før transfervinduet lukker, bekræfter FC Nordsjælland handlen. Victor Nelsson opfylder dermed et gammelt løfte.
– Da jeg forlod FC Nordsjælland i sin tid, var det med et løfte om, at jeg nok skulle vende tilbage på et tidspunkt, og jeg er meget glad for, at det hele kunne passe sammen nu. Jeg har hele tiden været i kontakt med klubben, og jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg meget gerne ville tilbage til FC Nordsjælland en dag. Jeg har glædet mig til det, så det har faktisk været et par meget følelsesfulde dage for mig, siger Victor Nelsson til fcn.dk
Fodbolddirektør Alexander Riget pointerer, at tidspunktet var rigtigt for begge parter.
– Fodboldmæssigt får vi naturligvis en spiller ind på et meget højt niveau, der kender klubben og vores spillestil. Victor er en fysisk stærk forsvarer og en dygtig duelspiller, han er god til at forsvare feltet og god på standarder, og han har et fint niveau med bolden. Han har et kæmpe forsvarsgen og går ind i hver eneste kamp med stor dedikation, siger Alexander Riget.
Victor Nelsson fik sin fodboldopdragelse på akademiet i Farum. Han fik debut i Superligaen som 17-årig. Over fire sæsoner blev det til bronzemedaljer i 2018 og en periode som anfører, inden han i sommeren 2019 blev solgt til FC København, som senere solgte ham til Galatasaray, som de sidste sæsoner har lejet Victor ud til AS Roma og Hellas Verona i Serie A.
I Farum skal han styrke defensiven og hjælpe i Conference League.
– Vi er stolte over, at vi er lykkedes med at hente Victor tilbage til FC Nordsjælland. Han er en meget dygtig forsvarer på internationalt niveau, der forstærker os som hold. Samtidig er han den første af vores tidligere spillere, som vi har hentet hjem på en lang kontrakt. Det har længe været et erklæret mål for os, nu er det lykkedes med Victor, og vi håber selvfølgelig, at flere vil tage den samme vej tilbage i de kommende år, siger Alexander Riget.






