Fem partier laver budgetsigtelinjer uden om borgmesteren

Der er tilsyneladende forhandlet en aftale om sigtelinjer for budgetter udenom borgmester Nicolai Bechfeldt.

Borgmester Nicolai Bechfeldt (V) er indtil videre ikke med i en aftale om sigtelinjer i forhold til vedtagelsen af budgettet. Socialdemokratiet, Konservative, Radikale Venstre, Enhedslisten og SF er gået sammen om aftalen.
Af Mikkel Kjølby

Det kommunale budget for 2027-28 vedtages først i oktober måned, men allerede nu er fem partier nået til enighed om princippet for budgettet.
– En bred kreds af partier i Furesø Byråd er nået til enighed om de principper, der skal kendetegne budgettet for Furesø de kommende år. Der skal fortsat være styr på økonomien. Samtidig er der et fælles ønske om en målrettet prioritering af børn, ældre, udsatte, natur og kultur. Aftalen sætter en samlet retning for de videre budgetforhandlinger. Det endelige budget vil blive justeret på baggrund af de input, der kommer fra borgerne og de videre forhandlinger mellem Byrådets partier, lyder det i en pressemeddelelse fra Socialdemokratiet, Konservative, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten.
Venstre og borgmester Nicolai Bechfeldt glimrer indtil videre ved sit fravær, men det kan ændre sig.
-Partierne lægger op til, at det endelig budget kan forhandles på plads med alle Byrådets partier, skriver partierne i pressemeddelelsen.

Lars Carstensen fra Konservative siger.
– Vi har indgået en aftale, som vi synes gavner kommunen. Vi har ikke prøvet at holde borgmesteren ude af det. Vi fandt fælles sigtelinjer, som vi er blevet enige om. Det gælder ansvarlig økonomi og betale af på gælden. Samtidig med at vi prioriterer ældreområdet, og afskaffer lukkedagene. Vi kunne ikke se nogen grund til ikke at gå med, siger Lars Carstensen.
1. viceborgmester Bettina Ugelvig (S) forklarer:
– I Socialdemokratiet er vi meget glade for, at det er lykkedes os at samle en bred kreds af partier om en aftale, der sætter en positiv retning for Furesø. Vi kan ikke spare os til en bedre kommune. Vi er nødt til at investere, så borgerne oplever en mere omsorgsfuld kommune, og så kan forebygge udgiftsstigninger på de velfærdsområder. Med aftalen sætter vi en retning for de videre budgetforhandlinger, lyder det fra Bettina Ugelvig, som fortsætter:
-Vi prioriterer børnene med markant flere voksne både i daginstitutioner skoler. Vi prioriterer de ældre med en styrket dementindsats og gennem en indsats for et bedre arbejdsmiljø og en bedre kvalitet i ældreplejen. Vi giver en saltvandsindsprøjtning til det specialiserede børneområde, og så sætter vi midler af til en styrket indsats for mere og bedre natur. Nu skal borgerne høres. De partier, der har indgået aftalen, har givet hinanden håndslag på, at vi bruger aftalen som afsæt for den kommende borger dialog og dialogen med de øvrige partier i Byrådet. Det ser vi rigtig meget frem til. De bedste løsninger skaber vi sammen, siger Bettina Ugelvig.
Det er ikke en endelig budgetaftale. Der skal først komme input i høringsfasen.
Radikale Venstres forperson, Tine Hessner, glæder sig over aftalen:
– Jeg synes vi har et godt bud på prioriteringer der kan gavne Furesøs borgere bredt set. Vi afventer nu borgernes høringssvar så vi kan færdiggøre et endeligt budget der forhåbentlig kan samle byrådet, siger Tine Hessner. 


Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *