Fingerplanen står i vejen for FOSS Science Park

Furesø Kommunes illustration af 1200 metergrænsen. Der skal en dispensation til for at FOSS Science Park kan blive til noget. Skitsse Furesø Kommune.

Det var ingen tilfældighed, at FOSS udsendte en pressemeddelelse om FOSS Science Park den 29. maj. Dagen før skrev Furesø Kommune til Plan- og Landsdistriktsstyrelsen for at få anerkendt området som stationsnært.
Det kom tilsyneladende som et lyn fra en klar himmel, da FOSS og Ibsen Photonics den 29. maj udsendte en pressemeddelelse om planerne for et 34.000 m2 stort erhvervsområde nord for Slangerupvej.
Men det skete som følge af en skrivelse fra Furesø Kommune til Plan- og Landdistriktsstyrelsen dagen før.
Planen har nemlig en væsentlig hindring. Erhvervsområdet nord for Slangerupvej lever ikke op til Fingerplanens bestemmelser om stationsnærhed. Erhvervsområder skal ifølge Fingerplanen placeres maksimalt 1200 meter fra en station.
Matriklens sydligste grænse ned mod Slangerupvej er lige præcis over de 1200 meter væk fra Farum Station. Så der skal dispenseres for de eksisterende regler, hvis FOSS Science Park skal realiseres.
Furesø Kommune skrev således til Plan- og Landdistriksstyrelsen:
-Således er det Furesø Kommunes ønske, at det nye erhvervsområde anerkendes at leve op til kravene for et stationsnært område., selvom det er placeret umiddelbart uden for en afstand af 1200 meter.

Naboerne har hyret kendt advokatfirma
Naboerne til matrikel 15c har hyret Advokatfirmaet Horten til at bistå dem i arbejdet. Anne Sophie Kierkegaard Vilsbøll, partner i Horten, har da også gjort Plan- og Landdistriktsstyrelsen opmærksom på problemet.

– Med hensyn til overskridelsen af cirkelslaget for stationsnærhed bemærkes, at den sydlige del af matrikel 15 c, der ligger nærmest stationen, også er den naturmæssigt mest interessante, idet der her findes træbeplantning og vandhuller, som i hvert fald tidligere har huset stor vandsalamander og andre padder. Det må derfor forventes, at eventuel erhvervsbebyggelse vil skulle placeres i den nordlige del af området og dermed længst fra stationsnærhedsgrænsen.

Den nordlige del af FOSS Science Park vil være ganske langt udenfor grænsen på 1200 meter. Skitse: FOSS.

Der kæmpes altså om faktuelle forhold i relation til princippet om stationsnærhed.
Furesø Kommune og FOSS påpeger, at det kun er en lille overskridelse. Naboerne påpeger, at distancen reel er en del større end 1200 meter.
Indtil det er afklaret om Plan- og Landdistriktsstyrelsen vil give dispensation, er det umuligt at komme videre med FOSS Science Park.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest