Efter en katastrofal start på sæsonen rykker Farum Boldklubs 1. hold for vildt. Lørdag eftermiddag blev rækkens nummer to sendt hjem til Nakskov med et nederlag.
Farum Boldklubs førstehold har de seneste par år taget det eneste lille skridt frem efter det andet. I efteråret kvalificerede Andreas Trampedachs mandskab sig til oprykningspuljen i Sjællandsserien, hvor de otte bedste hold kæmper om to direkte oprykningsplads til Danmarksserien og en playoffkamp til nummer tre.
Enhver snak om oprykning forstummede hurtigt, da Farum tabte de første syv kampe i træk. Men så vendte det for alvor for Farum Boldklub.
Efter tre sejre i træk til Farum tog de lørdag imod FC Nakskov, som lå på andenpladsen i rækken, mens Farum var næstsidst.
Kampens start tyede ikke på ændringer i dette, for allerede i 1. minut kom Nakskov på måltavlen til stillingen 0-1.
Men langsomt ændrede kampen sig, Farum tog over, men manglede gang på gang den lange tå, der ville betyde en udligning.
Efter halvlegen så det ud som Nakskov var tilfredse og bare skulle forsvare sejren hjem.
Farums hurtige spillere var i legehumør og med korte pasninger kom de bag om Nakskovs forsvar og fik bolden lagt ind over. Et sådant indlæg fra Kristian Lange så atter engang ud til at være lidt for langt fra den angribende Farumspiller, men hvad man ikke kan nå med foden, kan man åbenbart nå med hovedet. Oscar Langenberg kastede sig frem i fuld længde og dirigerede bolden i nettet til 1-1.
Så var der gang i kampen igen.
Der blev hjørnespark til Farum. Mads Dalsgaard sendte bolden ind til Tobias Trampedach, der scorede til 2-1.
Kort efter var det Mathias Andersens tur til at udnytte panikken i Nakskovs forsvar. 3-1 til Farum, hvilket blev dagens resultat.
Resultatet blev dyrt for Nakskov, men betød at Farum rykker op i tabellen. Farum er på sjettepladsen, men der er syv point op til FC Nakskov på tredjepladsen.







