Flot billedserie – Havørneunger kom på vingerne

Den unge havørn forsøger at imponere forældrene ved at baske med vingerne og skrige. Foto: Brian Klarskov.

Den lokale fotograf Brian Klarskov har foreviget naturens gang ved havørnereden i tiden, hvor ungerne fik mod på livet, baskede med vingerne og svævede ud på eventyr.
Af Mikkel Kjølby
Med en gigantisk telelinse som våben har den lokale fotograd Brian Klarskov brugt timer og dage ude ved havørnereden.
Her har de lokale havørne for femte år i træk fået unger. I år kom der to unger i reden. Brian fulgte deres opvækst fra de blev madet med fisk af deres forældre.
– Jeg har været derude næsten hver dag og fulgt ungernes opvækst, fortæller Brian Klarskov.
Ungerne blev større og større. Efterhånden blev den ene af dem mere dominerende. Det var umage søskende.
– Den største af ungerne var meget aktiv. I dagene op til dens første flyvetur rejste den sig op baskede med vingerne, mens den lavede et stort spektakel. Den 16. juni tog den så den første lille flyvetur, mens forældrene kiggede på, fortæller Brian Klarskov.
Et par dage senere kom turen til den anden unge.

De to unger blev passet og plejet af de rutinerede forældre. Foto: Brian Klarskov.

Der gik ikke lang tid før de kom med på tur ud over Farum Sø.
I den kommende tid skal de unge havørne lære at jage. Der er tradition for, at de gamle havørne tager dem med til Vaserne ved Furesøen. Her er der rigt fødegrundlag, og ungerne kan lære deres metier i ro og mag.

Havørnene er i gang med kuld nummer fem. Foto: Brian Klarskov.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder