En håndledsskade har drillet Joachim Nordli det meste af 2025, men en flot slutspurt sikrede ham en god kategori til næste års turneringer.
Af Mikkel Kjølby
Joachim Nordli fra Værløse Golfklub har haft sådan en rigtig øv-sæson, men den sidste uge af sæsonen sikrede han alligevel et godt udgangspunkt for næste sæson.
Først sikrede han avancement fra Q-School stage one. Det foregik i Greve Golfklub. Joachim Nordli sluttede på en delt 11. plads med syv andre. De måtte i omspil, da der kun var plads til 15 i næste fase. Det klarede Joachim i fin stil ved at lave birdie på tredje omspilshul.
Han gik videre til final stage i Ljunghusen i Sverige. Igen lavede Joachim en god slutspurt ved at gå anden runde i fire slag under par. Det sikrede ham en delt 20. plads og dermed den optimale kategori til næste års turneringer i Danmark og Norden.
– Det gør, at jeg er sikker på at komme ind i alle næste års turneringer på både danske Ecco Tour og den svenske Cutter and Buck-tour, lyder det fra Joachim Nordli.
Det var en lettelse efter en barsk sæson, som startede ud med en håndledsskade i off season.
– Skaden begrænsede både muligheden for at optimere på det fysiske og min golftræning samtidig med, at jeg skulle passe meget på i foråret. Trods det startede jeg første turnering rigtig fint, men røg ind i en dårlig rytme, specielt mentalt, som var et stort problem. Jeg kom nogenlunde igennem den periode, men fik derefter en ny håndledsskade som igen holdt mig ude i 2 måneder midt i sæsonen, fortæller Joachim Nordli.
Han har arbejdet sammen med en mentaltræner for at komme igennem de svære perioder. Det lykkedes.
– Det er selvfølgelig en ekstrem lettelse, at jeg kunne sikre mig kortet til Nordic Golf League til næste sæson, selvom det har været meget op og ned i år, siger Joachim Nordli, som fortsat er amatørspiller, men konkurrerer med de professionelle.







