Fodbolddrenge forskønnede Kirke Værløse

Kirke Værløse IFs fodbolddrenge fattede pudsekludene og rengjorde alle skiltene i nærområdet.

Alle skal kunne se Kirke Værløse. Det var budskabet til Kirke Værløse Ifs U14-hold, da de ønskede et sponsorat. Drengene fattede pudseklude, koste og spande og gik i aktion.
Foråret har så småt ramt Furesø Kommune og resten af landet efter en vinter med masser af frost og sne – særligt i februar måned. De kolde temperaturer og sneen har betydet masser af vejsalt på vejene og masser af vejslam på bl.a. skilte langs vejene. Søndag brugte en gruppe unge drenge fra fodboldklubben Kirke Værløse IF et par timer på at rengøre skilte, så gæster igen kan finde vej til Kirke Værløse og Laanshøj.
KIrke Værløse IF (KVIF) er ikke kommunens største fodboldklub, og den er heller ikke den sportsligt mest ambitiøse. Til gengæld fungerer klubben og klubhuset på Lejrvej som et samlingssted for både unge og gamle i Kirke Værløse og Laanshøj, hvor der samlet set bor ca. 2.000 indbyggere. Klubben har siden 1950’erne været kendt for, at der skal være plads til alle, og at man som klub gerne vil deltage i og bidrage til et godt liv i lokalsamfundet.
ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER BILLEDET.

Fodbolddrengene gjorde sig fortjent til pizza og et sponsorat.

Søndag samledes KVIF’s U14-drenge for at bidrage til, at gæster i Kirke Værløse og Laanshøj – og flyvestationen – igen kan finde vej. Skiltene ind til Kirke Værløse har nemlig i længere tid været tildækkede af vejslam. U14-drengene har selv taget initiativ til at vaske skiltene, og de har også fået lov af kommunen. En lokal sponsor har bidraget med pizza og et ekstra beløb, som drengene kan bruge til nogle af deres mange ture, de tager på.
– Vi lever i en tid, hvor det nogle gange er blevet lettere at skrive en klage på Facebook end at løse det problem, klagen handler om. Vi er en del, som har kørt forbi de meget beskidte vejskilte i den seneste tid – både på cykel og i bil. Da en lokal sponsor gerne ville støtte holdet, men opfordrede drengene til at gøre en indsats for lokalsamfundet, var den første idé, der kom op, at få vasket skiltene af, så alle besøgende igen kan finde vej til vores dejlige område. Samtidig har vi fået en rigtig sjov dag ud af det, som bliver afsluttet i klubhuset med pizza og Superligafodbold, siger Rasmus Sundgaard, som er hjælpetræner for KVIF’s U14-hold og derudover en aktiv frivillig i Kirke Værløse IF.
Det er som udgangspunkt ikke tilladt at rengøre vejskilte på offentlig vej. Det er en opgave, der hører under kommunen eller Vejdirektoratet. Derfor har drengene fra KVIF på forhånd kontakt Driftsgården i Furesø, som bakkede op om idéen.

Det er som udganpsunkt ikke tilladt at rense vejskilte, men drengene fik tilladelse af Driftsgården.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder