Fodboldklub er bekymret for fremtiden efter afsløring

Kirke Værløse IF beder mindeligt om, at Sandet Stadion tages ud af overvejelserne om placering af en kommende driftsgård.

Afsløringen af Furesø Kommunes screening af mulige placeringer af en driftsgård får formanden for Kirke Værløse IF, Jakob Karter, på banen. Han er stærkt utilfreds med, at kommunen overhovedet overvejer at inddrage idrætsanlægget i Kirke Værløse.
Af Mikkel Kjølby
Det er ikke noget nyt, at Furesø Kommune kigger efter et egnet sted til Driftsgården. På den nuværende lokation blokerer den for byudvikling af Ny Vestergårdsvej.
Det er heller ikke noget nyt, at Sandet Stadion er et af de steder, som Furesø Kommune kigger på. Det slap ud i budgetnotat op til valget i 2021, men Furesø Kommune afviste, at der var reelle overvejelser.
Ved en menneskelig fejl blev et lukket bilag på Udvalget for Plan- og Byudviklings dagsorden ikke lukket. Her viser en screening fra 2023, at Sandet Stadion står højt på listen over mulighederne. Kun overgået af hundelufterarealet ved Bistrupvej.
Det får nu formanden for Kirke Værløse IF, Jakob Karter, på banen.
– Kirke Værløse IF (KVIF) er både overrasket og stærkt utilfreds med, at Furesø Kommune overvejer fodboldanlægget på Lejrvej som mulig placering for en ny driftsgård. For os er det helt grundlæggende, at kommunens eksisterende idrætsfaciliteter skal beskyttes og udvikles – ikke inddrages til andre formål, siger Jakob Karter, som beskriver matriklerne på Lejrvej som et et aktivt fodboldanlæg, som hver uge bruges af børn, unge og voksne fra lokalområdet og et vigtigt samlingspunkt for Kirke Værløse og foreningslivet i kommunen.
– Vi hæfter os samtidig ved, at kommunen selv skriver, at der er få arealer til fritidsaktiviteter i Furesø Kommune. Derfor giver det efter vores opfattelse meget lidt mening samtidig at pege på et eksisterende fodboldanlæg som mulig placering for en driftsgård, lyder det fra Jakob Karter og fortsætter:
– Vi har svært ved at forstå, hvorfor man vil løse ét kommunalt behov ved at fjerne et eksisterende idrætsanlæg, som hver uge skaber aktivitet og fællesskab for hundredvis af børn og voksne. Furesø Kommune bør passe på de idrætsfaciliteter, vi allerede har, frem for at gøre dem til byggegrunde for andre kommunale funktioner.


Fodboldformanden har vanskeligt ved at se, hvordan kommunen kan flytte fodboldklubben.
– En eventuel flytning af fodboldbanerne kan heller ikke reduceres til blot at finde et andet stykke jord. Der skal være plads til baner, faciliteter, parkering, adgangsforhold og mulighed for at udvikle klubben i fremtiden. Det vil være en meget omfattende ændring for både KVIF og lokalsamfundet. Vi er derfor meget bekymrede over, at Lejrvej overhovedet er med i overvejelserne, siger Jakob Karter, som ønsker en konstruktiv dialog med Furesø Kommune om fremtidens idrætsfaciliteter, men klubbens udgangspunkt er klart.
– Lejrvej skal fortsat være et sted for idræt og fodbold. Vi håber derfor, at politikerne vil tage hensyn til foreningslivet og sikre, at Lejrvej ikke indgår i det videre arbejde med placeringen af en ny driftsgård, fastslår Jakob Karter.
Alt om Furesø har spurgt Furesø Kommune, hvordan det gik til, at et lukket bilag ikke var lukket.
– Det er ikke er nogen hemmelighed, at det er en svær opgave at finde en ny beliggenhed til Driftsgården, hvilket det udførlige bilag også viser med al tydelighed. Formålet med at holde bilaget lukket var at undgå at skabe utryghed om de mange mulige beliggenheder, der er blevet undersøgt. At bilaget ikke blev lukket, er en menneskelig fejl. Vi påtænker ikke at lukke det på nuværende tidspunkt, siger Claus Torp, direktør for By- og Kultur i Furesø Kommune.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *