Co-founder af styrketræningsklubberne PULS lever af at gøre en forskel for andre mennesker
Af Mikkel Kjølby
Per Kronholm Klintorp siger det lige ud:
– Der har været mange år med krisestyring i vores branche, men nu står vi et langt bedre sted end i årene omkring corona. Jeg lever af at gøre en forskel for andre mennesker, og det kan jeg godt lide.
Nu fylder medstifteren af crossfitcentrene PULS 60 år.
Kort fortalt handler hans liv om at gøre mennesker klar til livet – hele livet – gennem styrketræning, fællesskaber og nærvær. Vejen dertil har dog ikke altid været lige.
Per voksede op i et akademikerhjem i Værløse, men han var ikke selv særligt bogligt orienteret. På grund af alt for meget fest og farver fik han aldrig sin studentereksamen. Først under værnepligten ved kamptropperne i Odense i slutningen af 1980’erne følte han sig for alvor hjemme. Her fandt han retning og disciplin. Han blev befalingsmand og tog revanche ved at få nogle af de bedste militærpapirer på hele årgangen, da de første soldater i hans kompagni var færdiguddannede.
Per skulle have været udsendt med FN til Afrika, men det blev aldrig til noget. Han mener dog selv, at der er en mening med alt. I stedet gik vejen til rejsebranchen, hvor han arbejdede som destinationschef. Her kunne han kombinere sin interesse for historie med at arrangere rundrejser i Tyrkiet, Grækenland og Egypten.
I 1994 vendte han hjem til Danmark og stiftede familie. Han fik børnene Magnus og Matilde. Magnus har sin egen filmproduktionsvirksomhed, og Matilde er professionel soldat i Aalborg.
Senere startede han en rengøringsvirksomhed og havde forskellige lønmodtagerjobs. Men han følte aldrig rigtigt, at han havde fundet sin plads. I 2008 endte det hele i en alvorlig stressnedtur. Han blev fyret fra sit job og blev skilt. Men nogle gange skal der svære ting til for at sende én i den rigtige retning.
I stedet uddannede han sig til sportsmassør og akupunktør, og dette arbejde fik ham i gang med at lave træningsprogrammer til kunderne.
– Idéen om at starte mit eget center og min egen træningsklub begyndte at spire. Jeg satte en annonce i lokalavisen med crossfittræning i min baghave. Det væltede ind med folk, og der kom så mange, at naboerne blev rasende, fortæller han med et stort smil.
I 2014 fandt han sammen med Tim Jensen fra Espergærde, og sammen med gode kammerater lånte de penge i banken og startede PULS i Farum og Espergærde.
De forsøgte sig også i Randers og Ballerup. Centret i Randers har fået ny ejer og kører videre under et andet navn, mens afdelingen i Ballerup er lukket. Corona satte sine tydelige spor.
Corona blev et kæmpe mareridt. Pengene fossede ud af kassen trods hjælpepakker. Det gav virksomheden stor gæld, mange bekymringer, panderynker og stress.
Med en god plan til Vækstfonden samt hjælp fra gode mennesker, medarbejdere og medlemmer kom virksomheden igennem krisen.
– I dag har vi en forretning, som helt mirakuløst kører videre. Det er en kæmpe sejr for alle. Men universet bliver ved med at teste én. Regeringen indførte moms på fitness ved årsskiftet. Det gør helt klart noget, at ens ydelser nu koster 25 procent mere, uden at kunderne får noget ekstra for det. Det er et underligt tiltag, når man gerne vil gøre folk sundere. Men det, der altid har holdt mig oppe, er mottoet: “Never give up”, siger Per Kronholm Klintorp, som aldrig har haft en plan B.
Lever af det lokale og nære
Per Kronholm Klintorp er ikke i tvivl om, hvad der er fundamentet i PULS.
– PULS er blevet folks andet hjem. Jeg lever af, at mennesker kommer her og træner sammen og skaber relationer. Det nære er blevet min levevej, siger Per og fortsætter:
-PULS handler ikke kun om crossfit, men også om yoga og en holistisk tilgang til sundhed. Fokus er ikke kun på det fysiske, men også på det mentale. Søvn, ordentlig ernæring og det at være en del af fællesskaber er også en vigtig del af at være fit. Træningen er for alle, og som Per siger med et smil:
– Kommer du i vores klør, slipper du ikke igen.
Privat er Per gift med Sus, som arbejder som jordemoder i en lægeklinik. Sammen driver de også saunaguz.dk, der arrangerer saunagus i samme ånd som PULS. Her handler det ikke om fysisk træning, men om mental mindfulness og fællesskab.
Samtidig er han vendt tilbage til militæret som fysisk træner for soldater ved Høvelte Kaserne – en vej han ser frem til at udforske endnu mere i fremtiden. Han føler sig samtidig forpligtet til at hjælpe Forsvaret i den situation, Europa står overfor.
Per har anskaffet sig en fransk bulldog. Det giver anledning til lange gåture, som kan fjerne de dårlige tanker, der til tider har fyldt meget. Hunden hedder selvfølgelig Arnold.
Der er derfor meget at fejre, når han markerer sin 60-års fødselsdag.
Receptionen holdes i PULS lørdag den 9. maj fra klokken 12 til 15. Han holder nogle bevingede ord klokken 13 og giver både en hotdog og noget at drikke. Det eneste, det koster, er et kram.
Alle søde mennesker, som har krydset hans vej, er velkomne.
Per ønsker sig ingen gaver, men opfordrer i stedet gæsterne til at donere til Hjerteforeningen via MobilePay 83050.







