Efter ti år i mølposen blev der torsdag formiddag taget første spadestik til byggeprojektet på Kollekollevej 39.
Af Mikkel Kjølby
I 2015 flyttede Alugodspejderne fra den nedrivningsdømte spejderhytte på Kollekollevej 39 til en tidligere børnehave på Ryetvej.
Ti år er gået med tre forskellige projekter. I 2022 købte Jesper Krarup og Anette Krarup grunden af Adserballe og Knudsen, som havde haft planer om først et hovedsæde og siden er erhvervsbyggeri ved jernbanelinjen.
Torsdag den 11. september kl. 9.30 var der første spadestik på det kommende byggeri, Kollekollevej 39 – et nyt vartegn for Værløse.
Planudvalgsformand Bettina Ugelvig og Anette Krarup stod for den ceremonielle del af seancen.
Jesper Krarup glæder sig over, at der nu sker noget.
– BaneDanmark og Furesø Kommune har givet de nødvendige tilladelser, så der er fri bane for håndværkerne. Gravkøerne kører allerede rundt derude. Vi fjerner træer og er i fuld gang, fortæller Jesper Krarup, som ejer grunden sammen med sin kusine Anette Krarup
Materialeprisernes himmelflugt udsatte projektet
Også deres projekt har haft modvind, men nu er der fundet løsninger.
– Vi har været hæmskoet af, at der har været et galoperende rente og inflationsniveau. Byggeindekset gik igennem taget. Der var en uro. Folk turde ikke træffe beslutninger. Vi har gjort det, at vi har arbejdet sagen fremad og fået ny lokalplan og de nødvendige byggetilladelser. Vi har brugt tiden fornuftig, forklarer Jesper Krarup.
Den sidste detalje faldt på plads, da der kom ny kapitalpartner, Value Funds, på banen.
Jesper Krarup forventer, at byggeriet vil være færdigt i den første halvdel af 2027. Det bliver med færre lejligheder end oprindeligt projekteret.
Det første udkast bød på 45 lejligheder, det faldt senere til 37 og det endelige projekt indeholder blot 33 lejligheder.
– Vi har kun plads til at bygge 33 lejligheder, fordi kommunes krav til parkeringsnormen er så stram med krav om halvanden parkeringsplads pr. bolig, forklarer Jesper Krarup.
Det er planen, at lejligheder bliver lejeboliger. Det er der en god grund til.
– Vi bygger det ud fra, at det skal være lejeboliger. Der er næsten ingen lejeboliger i Værløse. Der er et klart behov, siger Jesper Krarup.
Sådan løses trafikafviklingen
De 33 lejligheder får udsigt til Værløses mest trafikerede vej, Kollekollevej og får S-toget i baghaven.
Trafikafviklingen vil blive af den eksisterende stikvej.
– Der er en eksisterende tilkørselsvej, som vi bruger som adgangsvej. Kommunen laver på Kollekollevej en lille lomme i midten af vejen, hvor man vente på at dreje ind. Sådan som man kender det fra erhvervskvarteret på Kirke Værløsevej, forklarer Jesper Krarup.
Støjen forventes ikke at blive det store problem.
– Togene er ikke et problem. De støjer ikke ret meget. I løbet af dagen og i weekenden er der ikke noget problem med vejstøj fra Kollekollevej, men der vil være vejstøj to gange om dagen i myldretiden. Det er håndteret i byggeriet, siger Jesper Krarup.






