Når foråret for alvor folder sig ud, inviterer Naturstøttepunkt Hjortøgaard igen til en hyggelig familiedag i naturen ved Flyvestation Værløse.
Søndag den 26. april kl. 11-14 kan børn og voksne opleve den storslåede natur, bage snobrød over bål og møde lokale naturaktører i forbindelse med Forårets Dag på Hjortøgaard. Ved bålhytten for enden af Sandet 77 ved indgangen til Flyvestationen i Kirke Værløse.
Hjortøgaard er et naturstøttepunkt og en udeskole, der arbejder med naturformidling og naturoplevelser for både børn og voksne i området omkring Søndersø og Flyvestationen. Her er målet at bringe mennesker tættere på naturen og på hinanden.
Forårets dag er en tilbagevendende begivenhed, hvor naturen danner rammen om fællesskab og aktiviteter.
Besøgende kan blandt andet klappe æsler eller små ponyer, bage snobrød over bål, smage kakao, saftevand og lokal øl og møde Skolelandbruget, Naturtalenterne og spejderne fra Alugod, der kigger forbi. Og så spilles der traditionen tro naturbingo.
Arrangementet er åbent for alle og kræver ikke tilmelding.
Naturen som fælles mødested
Hjortøgaard drives som en del af det lokale engagement i at gøre Flyvestationen til et levende naturområde for borgere. Den tidligere militære flyvestation er i dag omdannet til et stort rekreativt område med plads til både natur, fællesskab og friluftsliv.
– I Hjortøgaards bestyrelse glæder vi os altid til at arrangere forårets dag og tage i mod til en sjov dag i vores pragtfulde omgivelser. I år har vædderen desværre ikke leveret, så der er ingen lam at klappe. Det er vi rigtig kede af, men sådan er det. Vi satser på bedre held næste år, siger bestyrelsesmedlem, Jane Lindum.
For arrangørerne handler dagen ikke kun om oplevelser, men også om at styrke relationer mellem mennesker og natur.
Skulle du være interesseret i at lære bestyrelsen bedre at kende og høre om tanker bag naturstøttepunktet, så er du meget velkommen til at møde op allerede kl. 10 og hjælpe med at få gjort klar til det store rykind.
Medbring gerne eget krus til kakao/saftevand







