I et anslag af romantisk pragmatisme forsøger foreningen Den Gamle Skoles Venner, at få afklaret muligheden for et forsamlingshus ved Kirke Værløse Kirke.
De fleste kan blive enige om, at Den Gamle Skole i Kirke Værløse har set bedre dage. Det samme gælder sidebygningen Annexet. Begge menes at være opført i 1850´erne.
Furesø Kommune ejer begge bygninger. Den Gamle Skole er delt i to mindre rum og mest bruges af foreninger. I forbindelse med en sparerunde i 2022 ville Furesø Kommune gerne af med udgifterne til driften af bygningerne og kontaktede i den forbindelse Grundejerforeningen for Kirke Værløse & Omegn.
Det fik en gruppe ildsjæle til at stifte Foreningen Den Gamle Skoles Venner. Nu forsøger de at gribe bolden, selvom der er mange sten i vejen.
– Man kan kalde det romantisk pragmatisme. Vi ser et potentiale i en ombygning og renovering af Den Gamle Skole, men er samtidig klar over, at der er mange sten i vejen. Bygningen har brug for en ombygning og en renovering, siger Charlotte Torp fra Den Gamle Skoles Venner.
– Når nu Furesø Kommune gerne vil af med Den Gamle Skole, vil vi gerne have afklaret om, det er muligt at lave et forsamlingshus. Hvis vi i sidste ende ikke kan finde en brugbar model, så må vi konstatere, at det ikke kan lade sig gøre, og kommunen må beholde bygningen, forklarer Charlotte Torp.
Artiklen fortsætter under billedet
I første omgang søger foreningen om udviklingsstøtte på 250.000 kroner fra RealDanias Underværker. Hvis man vil hjælpe, så kan man stemme på projektet frem til udgangen af februar måned på: www. undervaerker.dk
De 250.000 kroner er til en forundersøgelse, som skal fastslå, hvilken renovering, der er behov for, for at skabe et tidssvarende og bæredygtigt forsamlingshus, men også afsøge mulige forretningsmodeller. Hele projektet forventes at koste 6 mio. kr.
– Lige nu er huset inddelt i to små lokaler, hvilket gør det svært at leje det ud. Vi vil gerne have et stort rum med et køkken i den ene ende, og så mulighed for opdeling. Med et stort rum vil Den Gamle Skole være oplagt at leje ud til bryllupper, fortæller Charlotte Torp.
Driften af et sådant forsamlingshus bliver den helt store udfordring, og det er ikke afklaret, hvordan det skal kunne fungere. Foreningen er klar over, at kommunens budgetter for Den Gamle Skole viser et underskud.
– Driften bliver den helt store udfordring. Der er mange sten i vejen. Vi forsøger at tage dem en af gangen. Fx er det vigtigt for os, at Den Gamle Skole fortsat skal kunne bruges af de lokale foreninger, siger Charlotte Torp.
Motivationen kommer fra alternativet. Det er nemlig, at Furesø Kommune fortsætter med driften af Den Gamle Skole, som er bevaringsværdig og nærmest umuligt at sælge.
– Kirke Værløse er et smukt sted. Den Gamle Skole er nærmest essensen af Morten Korch-romantik, siger Charlotte Torp med et smil.
Man kan læse mere om foreningen på hjemmesiden: https://www.dgs-venner.dk/