Mange af landets bedste seniortennisspillere er lige nu samlet i Aalborg, hvor DM i tennis bliver afviklet som en del af DM-ugen. Onsdag var fem spillere fra Hareskov-Værløse Tennisklub i kamp, og resultatet var næsten perfekt. HVT er repræsenteret i hele syv kvartfinaler i DM-turneringen.
Hareskov-Værløse Tennisklub er kendt som en mellemstor bredde-tennisklub med tennisspillere i alle aldre og på alle niveauer. Der er en helt særlig ånd i klubben, som er bundet sammen af et stærkt trænerteam og et både smukt og hyggeligt anlæg midt i Værløse. Den kombination har i de senere år betydet, at klubbens juniorspillere og unge seniorspillere har løftet niveauet, så de nu er blandt landets stærkeste.
Onsdag var tre HVT-spillere involveret i singleturneringen ved DM i tennis. Anna Brandt Schultz var den første på banen, og hun vandt efter en flot spillet kamp i tre sæt mod Amalie Grube Andersen fra Vester Skerninge Tennisklub på Fyn. Dernæst var HVT’s 1. single på herreholdet, Felipe Stevn Mikkelsen, i kamp mod den tredjeseede Emil Remsted fra Holte Tennisklub. Felipe vandt en stærk sejr i to sæt. Endelig var Emma Brandt Schultz i kamp mod Benedikte Skov fra HIK. Det blev en ensidig affære, som Emma vandt 6-0 6-1. Dermed har HVT tre singlespillere med i kvartfinalerne i single, som spilles torsdag.
I double måtte HVT’s herredouble med Philip Peter Carstensen og Ervin Mesic ud i Match Tie-break (MT) for at spille sig videre til kvartfinalerne i herredouble. Onsdag aften var det så tid til mixdoubler, og her vandt Anna Brandt Schultz og Philip Peter Carstensen en overbevisende sejr (6-2 6-1) i deres kvartfinale. De spiller dermed semifinale torsdag, men er allerede nu sikret bronzemedaljer. I en anden kvartfinale, som var uhyre tæt, tabte Emma Brandt Schultz med sin makker, Sebastian Kvist fra KB, i en meget tæt kamp mod de førsteseedede. Kampens cifre lød 4-6 7-6 10-7. I semifinalen torsdag får Emmas tvillingesøster Anna sammen med sin makker Philip mulighed for at revanchere det tætte nederlag, da de møder de førsteseedede, Sarafina og Mingus Hansen.







