Forsyningstilsynet er i gang med en indledende undersøgelse af baggrunden for Vestforbrændings ekstraregning til forbrugerne. Boligselskabernes Landsforening søger løbende aktindsigt i sagen.
Af Mikkel Kjølby
Det står klart, at boligselskabet DAB-Lejerbo har valgt at betale ekstraregningen fra Vestforbrænding under protest.
Gennem Boligselskabernes Landsforening er der taget kontakt til Forsyningstilsynet med henblik på at få undersøgt lovligheden af at sende en ekstraregning for begivenheder tilbage i tiden.
Nu bekræfter Forsyningstilsynet, at man kigger på sagen.
– Vi kan bekræfte, at vi har været i kontakt med I/S Vestforbrænding med henblik på at undersøge baggrunden for den ekstraordinære opkrævning i 2026. Vi har på den baggrund startet en indledende undersøgelse. Det betyder, at den videre dialog om tilsynet og tidshorisonten i udgangspunktet vil være med virksomheden, og vi kan herudover ikke kommentere på den konkrete sag, skriver Forsyningstilsynet til Alt om Furesø.
Hos Boligselskabernes Landsforening følger man sagen løbende.
– Forsyningstilsynet har modtaget vores henvendelse, men i en evt. tilsynssag, vil det kun være forsyningsselskabet der er part. Derfor får hverken BL eller boligorganisationerne besked om en evt. afgørelse. Derfor søger BL løbende aktindsigt ved forsyningstilsynet, oplyser Mette Nørgaard Larsen fra Boligselskabernes Landsforening.
Vestforbrænding bekræfter, at man er i dialog med Forsyningstilsynet.
– Vi kan bekræfte at vi har haft en dialog med Forsyningstilsynet, lyder det fra Vestforbrændings kommunikationsafdeling.
Ekstraregningen til forbrugerne kom efter afslutningen af det ordinære varmeregnskab for 2025. Den er baseret på udgifter til havarier på anlægget i Glostrup i 2024 og 2025.
For boligselskaberne betyder det, at man opkræver nye beboere for udgifter til en tidligere lejer.
Stabschef i Vestforbrænding, Jan Petersen, forklarer i en artikel i Fagbladet Boligen. Han pointerer, at Vestforbrænding er et hvile-i-sig-selv-selskab og ikke kan tage pengene af formuen, da Vestforbrænding ifølge loven ikke må opbygge en formue.
– De nævnte havarier på affaldsforbrændingsanlægget medførte blandt andet højere omkostninger til produktion af varme og færre indtægter fra produktion af el. Dette medførte samlet set, at Vestforbrændings omkostninger til at producere fjernvarme oversteg vores indtægter. Det underskud – som for en fjernvarmevirksomhed kaldes en underdækning – som herved opstod, skyldes, at Vestforbrænding hver dag arbejder for at levere stabil varme til vores kunder, siger Jan Petersen til Fagbladet Boligen.







