Forvaltningen – Sigtelinjerne vil udløse straf til Furesø

Borgmester Nicolai Bechfeldt (V) har fået forvaltningen til at gennemgå Sigtelinjerne for Budget 27-28. Gennemgang viser en overskridelse af Servicerammen på 27. mio. kr. Det vil sandsynligvis udløse en straf til Furesø Kommune. Foto: Furesø Kommune.

Forvaltningen i Furesø Kommune har gennemgået Sigtelinjerne for budget 2027-28, og er nået frem til, at det overskrider Servicerammen med 27 mio. kr.. Ifølge Nicolai Bechfeldt vil det give en straf på 16-17 mio. kr. næste år. Borgmesteren går også i rette med det fortsatte ønske om at optage lån helt op til grænsen for, hvad der er lovligt.
Af Mikkel Kjølby
Mandag i denne uge tog den rutinerede del af Furesø Byråds aktion på budgettet. De ville agere på ambitionerne, som blev drøftet i valgkampen, og reagerede derfor på et budgetoplæg fra borgmester Nicolai Bechfeldt (V) om at halvere det årlige låneoptag.
Med Sigtelinjer for budget 2027-28 tog Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Konservative serveretten fra borgmesteren.
Det skete lige inden et møde mandag eftermiddag. Nicolai Bechfeldt udskød mødet til tirsdag. Til dette møde gennemgik forvaltningen Sigtelinjerne. Konklusionen var ganske klar.
– Forvaltningen har beregnet, at det samlede budget ligger 27 mio. kr. over den udmeldte serviceramme, lyder konklusionen fra forvaltningen.
På den baggrund vurderer forvaltningen, at Sigtelinjerne i sin nuværende form med overvejende sandsynlighed vil udløse en økonomisk straf til Furesø Kommune.
– På grund af udmeldinger fra KL vurderer forvaltningen, at det er overvejende sandsynligt, at der vil komme en individuel såvel som kollektiv sanktion på baggrund af overskridelse af den udmeldte serviceramme for kommunerne under et. Det vil for Furesøs vedkommende betyder, at bloktilskuddet for 2027 reduceres med ca. 16-17 mio. kr., skriver forvaltningen i gennemgangen, som Alt om Furesø har fået aktindsigt i.
Men det bliver værre.
– I forlængelse heraf er det fortsat forvaltningens vurdering, at driftsoverskuddet i 2030 på 257 mio. kr. er et stykke fra det anbefalede mål, der finansierer anlæg, renter og afdrag. I 2030 konkret 300 mio. kr. Og samtidig er de uudmøntede besparelser på 16 mio. kr. i 2030 en yderligere risikofaktor. Også besparelsen som følge af aktive arealer på 7,8 mio. kr., der er indarbejdet i budgettet for 2027 er vanskelig realiserbar, lyder det fra forvaltningen.
1. viceborgmester Bettina Ugelvig (S) er ikke overraskende aldeles uenig.
– Det bemærkes, ACBØFs budgetforslag udgør en samlet budgetforbedring på 42 mio. kr. over de fire budgetår i forhold til det af forvaltningen udarbejdede råderumskatalog, lyder det i et svar til Alt om Furesø fra Bettina Ugelvig.
Alt om Furesø har opfordret Bettina Ugelvig til at fremlægge, hvordan regnestykket ser ud for 2027-28, idet overslagsårene, år 3 og 4, ikke er en del af det budget, som skal vedtages til oktober.
Det alternative flertal ser ikke Sigtelinjerne som problemet.
– Udfordringerne i forhold til servicerammen i 2028 knytter sig ikke primært ACBØFs budgetudspil. Det skyldes en generel opdrift i kommunens udgifter herunder på det specialiserede socialområdet. ABCØFs budgetudspil er således ikke mere udfordrende for servicerammen den det af forvaltningen udarbejder råderumsbeløb. Det er ikke usædvanligt, at kommunerne under ét ligger over servicerammen på nuværende tidspunkt i budgetprocessen. Det plejer kommunerne at få bokset på plads i den fælles budgetproces. Det er er kun, hvis kommunerne under ét ligger over den samlede udmeldte serviceramme, at der kan blive tale om individuelle sanktioner. Vi skal følge udviklingen nøje, understreger Bettina Ugelvig og foreslår en række greb, som kan bruges til at håndtere servicerammeudfordringen
– Reduktioner i serviceudgifter, reduktioner i tekniske korrektioner, flytte udgifter fra drift til anlæg, lægge besparelser ind i budgettet, som der er en fælles forståelse for, at vi skal stå på tæer for at nå (og dermed måske ikke når), lyder det fra Bettina Ugelvig.
1. viceborgmesteren når frem til følgende konklusion.
– Det serviceniveau, vi lægger til grund for budgettet, skal så vidt muligt holde sig inden for servicerammen. I ACBØF-kredsen prøver vi at gå sigtelinjerne igennem med dette perspektiv og vil også anmode forvaltningen om positivt at medvirke, lyder det fra Bettina Ugelvig.

Bechfeldt reagerer på facebook
Borgmester Nicolai Bechfeldt har reageret via sin facebookprofil.
– Socialdemokratiet har selvfølgelig ret til at danne et andet flertal. Men når de siger, at de har taget initiativet og har “serveretten”, følger der også ansvar for de prioriteringer, besparelser og økonomiske forudsætninger, de vælger. Når de siger, at aftalen er ”neutral over for servicerammen”, så er det ganske enkelt ikke rigtigt. I den aftale, som de har præsenteret i Alt Om Furesø, overskrides servicerammen med foreløbigt 27 millioner, hvilket forvaltningen vurderer vil give en straf på 16-17 millioner. Og det er bare næste år, skriver Nicolai Bechfeldt.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *