Allerød Kommune vurderer, at kilden til den ekstra fosfor til Farum Sø er, en ophobning i bassinet i Terkelskoven. Kommunens medarbejdere har efterspurgt flere data fra området i Vassingerød for at opspore kilden.
Af Mikkel Kjølby
Sidste år kom det frem, at der er langt mere fosfor ophobet i Farum Sø end forventet. Faktisk så meget, at det ikke nytter noget at restaurere søen, før kilden til den ekstra fosfor er lukket.
I forrige uge kom så meldingen fra Furesø Kommune om, at den ekstra fosfor er sporet til en sø i Terkelskov i Allerød Kommune. Herfra løber det via Vassingerødløbet til Hestetangs Å og til Farum Sø.
Det er altså op til Allerød Kommune at få lukket for kilden til den ekstra fosfor til Farum Sø. Herfra lyder det:
– Allerød Kommune ønsker at gå dialogens vej med Furesø Kommune og Novafos for at få afdækket de manglende måledata, så vi fællesskab kan målrette indsatsen der, hvor den gør den største forskel for vandmiljøet.
Allerød Kommunes miljøforvaltning er allerede på sagen.
– Allerød Kommune er opmærksom på rapportens indikationer vedrørende Terkelskov. Vi vurderer, at der kan være tale om en historisk ophobning af fosfor i bundslammet, som under visse forhold frigives. Vi har allerede igangsat faglige overvejelser om mulige løsningsmodeller – herunder omfattet undersøgelse af bundslam og potentiel oprensning – så vi kan begrænse en eventuel intern belastning fra området, siger Stephan William Smith, Natur- og vandløbsmedarbejder i Allerød Kommune.
I første omgang skal der mere data på bordet.
– For at opnå fuldt overblik over de samlede tilførsler af fosfor til Farum Sø undersøger vi løbende datagrundlaget. Vi har i den forbindelse efterspurgt supplerende data og undersøgelser af nogle udløbspunkter og overløb fra byområderne nord for søen. Det er vores vurdering, at der er behov for mere grundige, fysiske kontrolmålinger under forskellige regnhændelser, før det endelige billede af de primære bidragydere kan fastlægges, lyder det fra Stephan William Smith.
Vassingerødløbet starter nord for erhvervsområdet i Vassingerød. Det er altså området omkring erhvervskvarteret, som skal undersøges yderligere.







