Furesø Rotary Klub har været vært ved arrangement med KristenDemokraternes nye formand Jeppe Hedaa om moderniseringen af det gamle parti. Det blev en aften med visioner, politiske udfordringer og et hav af spørgsmål til KristenDemokraternes frontperson.
Endnu en god Furesø-aften i en åben og ærlig dialog visende en målsat politisk formand.
Han fortalte helt åbent om, hvor ambitiøs en dagsorden en politiker skal have, og kaldte sit indlæg ”Fra mandagstræner til statsminister”
– Det er en udfordrende opgave at stå i spidsen for, fastslog Jeppe Hedaa.
– I øjeblikket er vi ikke i Folketinget, så vi mangler 21.000 underskrifter til at blive opstillingsberettigede, og så mangler vi 70.000 stemmer ved næste folketingsvalg til at komme ind på Tinge.
Han startede karrieren i IT-branchen i 1984 og har de sidste næsten 25 år været hovedaktionær og direktør i det nu 2.000 mand store og internationale IT-konsulenthus 7N.
Jeppe Hedaa så masser af muligheder for KristenDemokraterne og partiets kamp for familierne, naturen og de svageste i samfundet.
– Selvfølgelig skal vi have et borgerligt kristendemokratisk parti i Danmark. I EU parlamentet har Kristendemokraternes gruppe,EPP, 178 medlemmer af de i alt 705 medlemmer, kronet med parlamentets formand Roberta Metsola og kommissionsformand Ursula von der Leyen. Vi bør være en helt naturlig del af det politiske landskab, så det er bare om at komme i arbejdstøjet også i Danmark, fastslog Jeppe Hedaa.