Aftenåbent holder flyttedag fra torsdag til fredag. Det bliver med musik, god mad, børneaktiviteter og godt humør.
Af Mikkel Kjølby
I de sidste rigtig mange år har Værløse Bymidte holdt Aftenåbent en torsdag aften. Men nu vil man atter forsøge sig med en fredagsfest.
Fredag den 29. august går det løs med den klassiske opskrift på Aftenåbent.
Der er masser af aktiviteter for børn og voksne, gode tilbud i butikkerne, dejlig mad fra byens spisesteder, og afslutningsvis en hyldest til to folkekære kunstnere.
Eftermiddagen er altid til børnene. Her kører tivolitoget Futte sin vante rute på Værløse Bymidte. Der er hoppeborg, ansigtsmaling, kreaværksted, powerjumper og børneteater med Skum og Fidus på scenen kl. 17.
Aftenens musikalske indslag er en hyldest af to folkekøre danske musikere.
Bamse Madsen Duo og John Mogensen Duo tager publikum med på en nostalgisk rejse gennem de største og mest uforglemmelige hits fra Flemming “Bamse” Jørgensen og John Mogensen.
John Mogensen Duo går på klokken 19, og når mørket så småt sænker sig over Scenetorvet er det tid til Bamse Madsen Duo kl. 20.30.
Til aftenåbent byder mange af Bymidtens spisesteder på særlige aftenmenuer. Slagter Lindhardt og Værløse Fisk serverer lækkerier under åben himmel. Ved scenen har Hos Thomas kolde forfriskninger klar, og foran MENY er grillen tændt til glæde for alle gæster.







