Frugtladen står som et minde om Nørgaards Plantage

Frugtladen blev opført i 1947. Den er så massiv, at det vil blive dyrt at rive den ned.

Lige ved indgangen til Ryget Skov knejser Frugtladen i al sin ensomhed. Furesø Kommune ejer bygningen, som ikke er fredet, men står i et beskyttet område og derfor ikke rigtig kan bruges til meget andet end opbevaring.
Igennem tiden har Furesø Museer, Værløse Garden, Lions og en række spejdergrupper brugt den som depot. Den er derfor fyldt med alskens gamle ting og sager.
Frugtladen står som et minde om en svunden tid. Værløse havde en del plantager og gartnerier, inden den store udbygning i 1960´erne og frem.
Espebo er bygget på stedet, hvor der lå et gartneri. På den anden side af jernbanen fandt man Nørgaards Plantage. Ejeren boede i en villa lige ved jernbanetunnellen. Æbleplantagen var ganske stor. Den strakte sig helt ned til skoven og til villakvarteret afgrænset af Åkandevej. På et tidspunkt blev det muligt at opføre kolonihaver i udkanten af plantagen.
Frugtladen er opført i 1947. Den 368 kvadratmeter store lade er gravet en anelse ned i jorden for at gøre forholdene for opbevaring af æbler optimale. Den er udstyret med et køleanlæg i den ene ende og et ventilationsanlæg i den anden ende.
Gulvet er støbt i beton og derfor har kommunen bare ladet bygningen stå. Det vil ganske enkelt koste en del at fjerne den. Til gengæld er det vanskeligt at udleje den. I princippet må den godt benyttes, men der må ikke være aktivitet udenfor bygningen, da den ligger i Den Grønne Kile.
Værløse Kommune købte området i 1973 med henblik på byudvikling. I 1980 blev området flyttet fra landzone til byzone og skovbyggelinjen blev ophævet. Planerne om to byggerier med sammenlagt 140 boliger gav anledning til en del protester fra nabolaget, men kommunen fik trumfet planerne igennem.
Det blev til det almennyttige boligselskab Hesselbo og andelsboligforeningen Nørgaards Plantage. Arkitektstuen Vandkunsten blev inspireret af det nærliggende naturområde Sækken, og skabte et område med inspiration fra Tolkiens Ringenes Herre.
Sækkedamsvej er således skabt med hobbitternes hjemstavn som forbillede og smelter på fineste vis sammen med landskabet. Frodo og Bilbo Baggins (Sækker på dansk red.) bor jo i Sækhulstræde.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder