I foråret 2023 gik det pludselig stærkt. Et uformelt samarbejde mellem svømmeklubberne i Farum og Værløse blev til en regulær fusion. Nu har Furesø Svømmeklub fundet sine ben at stå på.
Uformelt samarbejde udviklede sig til en fusion
I den nordlige del af kommune er der en svømmehal med mulighed for 50 meter bassin og et træningsbassin på 25 meter. I den sydlige del af kommunen er der et 25 meter bassin, men også et varmtvandsbassin til undervisning.
Det var i mange år baserne for to meget forskellige klubber, men i april 2023 blev Farum Svømmeklub og Værløse Svømmeklub til en fælles forening Furesø Svømmeklub.
– Vi startede med et uformelt samarbejde. Det førte til, at bestyrelserne gerne ville se på tre scenarier for det fremtidige samarbejde. Jeg blev bedt om at komme med oplæg til det. Den første mulighed var at fortsætte med det uformelle samarbejde, den anden handlede om et startfællesskab og den tredje omhandlede en reel fusion. De to bestyrelser kiggede på det og nåede frem til, at det bedste var en fusion, fortæller klubchef Simon Winther.
Den 21. april udsendte Furesø Svømmeklub den første pressemeddelelse om sammenlægningen.
– Sammen har de to klubber potentialet og medarbejderne til at blive en særdeles stærk svømmeklub med et program, som dækker alt indenfor svømning til både børn, voksne og pensionister. Vi kommer til at kunne tilbyde stort set alt til både bredden og eliten, lød det dengang fra formanden for Værløse Svømmeklub, Bettina Steffensen
Kollegaen i Farum, Peter Jørn Jensen, sagde følgende:
– Det her vil give nogle tilbud og muligheder, som ikke alle medlemmerne har adgang til i dag. Eksempelvis indenfor babysvømning, pensionistsvømning, styrkede indsatser i svømmeskolerne, bedre tilbud indenfor elitesvømning, mulighed for skole- og handicapsvømning osv.
Og så gik arbejdet ellers i gang
Simon Winther er fortsat klubchef med ansvar for det sportslige og det blev muligt at ansætte Værløse Svømmeklubs Rasmus Ærenlund som leder af svømmeskolen på fuld tid.
– Sammenlægningen gav os noget fleksibilitet i forhold til vandtider. Det kommer alle til gode, at vi kan rykke tingene derhen, hvor det passer bedst. Og så har det givet et stort løft, at Rasmus Ærenlund er kommet på fuld tid som leder af svømmeskolen, forklarer Simon Winther.
Furesø Svømmeklub har i dag ca. 1850 medlemmer og er dermed blandt de allerstørste foreninger i Furesø Kommune. Men det har naturligvis krævet en del at få tingene til at passe sammen. En sammenlægning er ikke en lille ting!
– Vi har lavet sammenlægningen for alle medlemmers skyld og ønsker at skabe bedre forhold for alle. Konkurrenceafdelingen er i Farum, hvor forholdene er bedst til det, mens børneundervisningen og vandgymnastikken i høj grad er i Værløse, hvor der er bedre forhold til det. Det giver selvfølgelig noget transport, men vi håber, at alle kan se fornuften i det, lyder det fra Simon Winther.
Furesø Svømmeklub har netop afholdt den første ordinære generalforsamling, hvor Steen Lærke Nielsen blev valgt som formand. Den nye bestyrelse består af medlemmer fra de to tidligere bestyrelser, som alle glæder sig til at fortsætte arbejdet med at udvikle klubben.