Furesø Håndbold er gået sammen med Great by Choice og Pluto TV om årets store håndboldshowkamp, hvor kendisser og håndboldlegender mødes på banen for at samle penge ind til Legeheltene og udsatte børn.
Af Mikkel Kjølby
Fredag den 23. oktober kl. 20 stiller den tidligere håndboldlandsholdsspiller Lars Rasmussen et All Star-hold af kendte danskere i Farum Arena.
Kendisser som Jeanette Ottesen, Ali Jassem, Cecilie Schmeichel, Faustix, Lars Rasmussen, Mark O. Madsen, Uffe Beck og mange flere skal spille en velgørenhedskamp imod et udvalgt hold fra Furesø Håndbold.
Alle indtægter fra billetsalget går til Legeheltene, som arbejder for at skabe leg, bevægelse og positive oplevelser for børn i udsatte situationer.
Den lokale virksomhed, Great by Choice, står bag velgørenhedskampen sammen med Furesø Håndbold. Forperson for Furesø Håndbold, Betina Knøfler, er fyr og flamme.
– I Furesø Håndbold er vi utrolig stolte over at være en del af et arrangement, hvor vi kan bruge sporten til noget, der rækker langt ud over resultaterne på banen. For mig handler foreningslivet ikke kun om den sport, vi hver især dyrker, men også om fællesskab, sammenhold og om at tage ansvar for hinanden, lyder det fra Betina Knøfler.
Det er Furesø Håndbolds store håb, at Furesøborgerne vil bakke op om arrangementet ved at købe billet.
– Hvis vi kan fylde Farum Arena og samtidig gøre en reel forskel for børn, der har det svært, så viser vi for alvor, hvad vores lokale fællesskab kan udrette. Jeg håber, at både familier, foreninger og lokale virksomheder vil være med til at bakke op, siger Betina Knøfler.
Der vil være mulighed for at købe aftensmad i en Food Truck og der vil være forskellige aktiviteter i hallen. Det hele vises på Pluto TV.
– Jeg håber virkelig, at hele Furesø vil bakke op om arrangementet – uanset om man kommer fra håndbold, fodbold, svømning, gymnastik eller slet ikke er en del af foreningslivet. Det her er en aften, hvor vi kan stå sammen på tværs af sportsgrene, generationer og lokale fællesskaber for at støtte børn, der har brug for lidt ekstra glæde og gode oplevelser, lyder det fra Betina Knøfler.
Billetter købes på www.greatbychoice.dk







