Hegnet langs Farumgårds stianlæg blev klippet i stumper og stykker den 23.12. Furesø Kommune håber, at det ikke gentager sig.
Af Mikkel Kjølby
Der var hurtig udrykning, da hegnet langs Farumgårds stianlæg blev klippet i stumper og stykker natten til den 23. december. Furesø Kommune sendte Driftsgårdens folk ud for at reparere hegnet få timer efter det blev meldt ind.
Tilbage står, at en eller flere personer har brudt fredningen for Farumgårds park ved at trænge ind i haven.
Alt Om Furesø har derfor spurgt Furesø Kommune om, hvilke tiltag Furesø Kommune vil tage for at forhindre en gentagelse?
– Det er korrekt, at hegnet i Farumgårds park blev klippet over op mod jul. Vi reparerede hegnet samme dag og håber, at det ikke gentager sig, siger Louise Piester, centerchef i Center for By og Miljø.
I forbindelse med fredningssagen ønskede Furesø Kommune, at slippe af med forpligtelsen til at sikre at offentligheden overholder fredningen, men lige den del af kommunens fredningsforslag valgte Fredningsnævnet ikke at tage med. Det er altså fortsat Furesø Kommunes opgave.
I fredningskendelsen står der i afsnit 11.7, punkt 5.
– Furesø Kommune medvirker ved etablering og vedligeholdelse af fysiske tiltag som fodhegn, automatiske portlåse og lignende til, at den offentlige færdsel gennem Farumgård sker ad det fastlagte stiforløb, ligesom kommunen skal medvirke til at foranledige indskriden mod eventuelt misbrug.
Ejeren af Farumgård, Kresten Bergsøe, ankede fredningskendelsen til Natur- og Fødeklagenævnet, som stadfæstede Fredningsnævnets kendelse.
Kresten Bergsøe har efterfølgende valgt at anlægge en civil retssag imod Natur- og Fødevareklagenævnets afgørelse. Sagen forventes for Retten i Lyngby i 2025.