Kommunernes Landsforening har sendt besked til alle landets kommuner om, at der er opnået balance i forhold til at landets kommuner samlet set kommer under servicerammen.
Af Mikkel Kjølby
Det fyger frem og tilbage med tal og begreber i den usædvanligt hårde debat om årets budgetforslag i Furesø Kommune.
Da ACBØF-partierne præsenterede det første oplæg: Sigtelinjerne, vurderer forvaltningen, at det var så langt over servicerammen, at det kunne udløse en økonomisk straf til Furesø Kommune på 16-17 mio. kr.
Siden blev Sigtelinjerne til en regulært budgetforslag uden borgmester Nicolai Bechfeldts (V) deltagelse. Her var meldingen, at det fortsat ville udløse en økonomisk straf.
Men kan vi alle sammen ånde lettet op. Kommunernes Landsforening sendte mandag ved frokosttid en melding til alle landets kommuner om, at det er lykkedes, at få den aktuelle balance ift. udgiftsrammerne til at holde, under forudsætning af, at de tilsagn om reduktioner, KL har modtaget, også bliver afspejlet i de endelige budgettal efter 2. behandling af budgetterne.
Kommunerne går samlet set under servicerammen og dermed bliver der ingen straf til kommunerne.
– Det er glædeligt at det gik, som vi håbede, at kommunerne samlet set ramte servicerammen. Vi har i vores budget skruet ned for de første ambitioner. Nu kan vi se, at kommunerne samlet set ligger, hvor vi skal, så Furesø ikke bliver straffet, siger Anders Medum Groth, gruppeformand for Radikale Venstre i Furesø Byråd.
Budgetforslaget fra ACBØF samt Morten Flindt og Tine Hessner er fortsat et stykke over servicerammen, som er udstukket for Furesø Kommune.
– Vi ligger 10 mio. kr. over, men eftersom der er kommuner, der ligger under, er der samlet set ingen udfordring, forklarer Anders Medum Groth.
Budgetforslaget skal 2. behandles ved byrådsmødet onsdag den 7. oktober.







