
JosefineTanya Sørensen fik opbakning til Furesø Madbank. Foreningen har fået en bestyrelse på fem personer og to suppleanter.
Ildsjælen JosefineTanya Sørensen efterlyste i starten af oktober hjælp til etablering af foreningen Furesø Madbank. Det skete efter et lille års tid arbejde med at etablere gratis uddelinger af overskudsmad fra lokale supermarkeder.
Hendes ønske blev hørt. Der kom nye ansigter til den stiftende generalforsamling den 14. oktober.
– Det gik rigtig godt. Der kom heldigvis lidt flere og også nogle, som meldte sig til bestyrelsen. Vi er fem bestyrelsesmedlemmer plus to suppleanter, fortæller JosefineTanya Sørensen.
Med stiftelsen af foreningen Furesø Madbank er der mulighed for at få stillet et lokale til rådighed af Furesø Kommune.
– Vi afventer stadig lokalet. Men holder uanset hvad juleuddeling og forhåbentlig vil der i næste år være faste uddelinger, siger JosefineTanya Sørensen.
Furesø Madbank startede som en del af bevægelsen Stop spild, men da der opstod ballade omkring bevægelsen, gik JosefineTanya sine egne veje med projektet.
Det er for alle, der ønsker at hente gratis mad. Om det er fordi, at man ikke har så mange penge, eller vil gøre noget for klimaet er ikke så vigtigt.
Furesø Madbank har holdt tre uddelinger. Det var ned jul, påske og pinse. Der kom et sted imellem 150-250 mennesker forbi pr. gang for at hente overskudsmad doneret af lokale supermarkeder.
