I samarbejde med Alexandra Instituttet er Furesø Museer blevet ny partner i det landsdækkende projekt, CoRaL, der sætter fokus på dialekter i Danmark.
Furesø Museer skal optage dialekter fra Furesøborgere. Det sker for at hjælpe kunstig intelligens bedre på vej.
CoRaL-projektet indsamler taledatasæt med optagelser af mere end 1.000 personers dialekter og accenter fra hele Danmark.
Optagelserne skal hjælpe udviklingen af dansk tale teknologi, så computere og kunstig intelligens bedre kan forstå dansk tale og svare på en fornuftig måde i en dansk sammenhæng. Datasættet vil blive frit tilgængeligt for alle, så udviklere, virksomheder og offentlige institutioner kan drage nytte af den nye viden.
– Vi er meget glade for, at Furesøs lokalhistoriske museum, Mosegaarden, skal lægge ramme til et så vigtigt og betydningsfuldt projekt. Vi håber, at borgerne på Furesøegnen har lyst til at støtte op om projektet og udlåne deres stemme, så vi kan sikre udviklingen af fremtidens taleteknologi, siger museumschef Cathrine Kyø Hermansen.
I forbindelse med projektet søger Furesø Museer i samarbejde med Alexandra Instituttet lige nu forskningsdeltagere fra Furesøegnen, der har lyst til at donere deres stemme i form af stemmeoptagelser. Optagelserne bruges til at udvikle og forbedre stemme- og chatbots til eksempelvis blinde, ældre og borgere med særlige behov samt at sikre danske forskeres mulighed for at udvikle teknologier til gavn for alle. Optagelserne finder sted på Mosegaarden i Værløse den 8.-9. januar 2025.
Deltagerne skal forvente at bruge 2,5 timer på at læse tekster op og deltage i samtaler med andre borgere. Begge dele vil være instrueret af personale fra Alexandra Instituttet. Som tak for hjælpen får alle deltagere et gavekort på 400 kr. På museets hjemmeside kan der læses mere om tilmelding til projektet.
Furesø Museer samler på dialekter
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest