Furesø Open har vokseværk – 2026 er rekordår

Christopher Lund-Kyhl forsøger at nå til tops i Furesø Open.

Med 544 deltagere bliver 2026-udgaven af Furesø Open den største hidtil. Landets største tennisturnering finder sted i Værløse i denne uge.
Af Mikkel Kjølby
AL Sydbank Furesø Open 2026 er i fuld gang. De første to dage er afviklet problemløst i over 30 graders varme – kun en enkelt deltager har trukket sig pga. varmen.
Turneringen blev til i 2021, da Hareskov-Værløse Tennisklub efter flere år som DM-vært stod med et ønske om at lave en tennisfolkefest, hvor landets bedste tennisspillere spillede side om side med motionister, veteraner og ungdomsspillere.
Det blev en succes fra første sæson, men er lige så stille vokset. Sådan er det også i år.
– Det er den største turnering hidtil. Vi har 544 deltagere i år imod 526 sidste år. Det er med fremgang i alle rækker – undtagen veteraner, siger Kristian Grøn, klubmanager i Hareskov-Værløse Tennisklub.
Hareskov-Værløse Tennisklub har satset hårdt på at få mange små tennisspillere i gang. Det afspejler sig i form af flere og flere turneringsspillere, som er med i turneringen.


I den bedste række, Senior Kategori G, falder turneringen ugen efter DM.
– Det er altid svært at tiltrække de allerbedste danske spillere. I år falder turneringen lige efter DM, men niveauet er som det plejer, siger Kristian Grøn.
Hareskov-Værløse Tennisklubs collegespillere Philip Carstensen og Christopher Lund-Kyhl er hjemme sommeren over og er med i turneringen.
I damesingle er Sarafina Olivia Hansen topseedet. Hun nåede semifinalen ved DM.
De lokale tvillinger, Anna og Emma Brandt Schultz er også blandt de seedede i turneringen.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder