Furesø skærer på antal chefer i forbindelse med omstrukturering

Center for Kommunale Ejendomme og Anlæg bliver fremover en del af Kultur- og Fritidsområdet.

En organisationsændring skal ruste Furesø Kommune til fremtiden. Sammenlægning af centre gør det muligt at skære tre centerchefstillinger væk.
For nogle år siden skar Furesø Kommune ned på antallet af direktører og har blot tre. Til gengæld har man haft otte centerchefer. Det ændrer sig i forbindelse med en organisationsændring, hvor opgaveområder lægges sammen. Der vil fremover være fem centerchefstillinger i Furesø Kommune.
Det er stillingerne som chef for kommunale ejendomme og anlæg samt center for dagtilbud, skole og forebyggelse, som skæres væk i forbindelse med organisationsændringen. Centerchef for Jobcenteret, Flemming Sommer, får ny stillingsbetegnelse som leder af jobcenterdelen i Center for Beskæftigelse og Social Indsats.
Henrik Studsgaard, kommunaldirektør i Furesø Kommune, forklarer:
– Vi har brug for en organisation, som bliver endnu bedre til at løse opgaverne sammen. Både sammen på tværs af fagskel og centeropdeling, men også sammen med andre aktører fx civilsamfundet. Derfor vil vi gerne bringe de forskellige ledelseslag og organisatoriske enheder tættere på hinanden, og vi vil gerne bringe et fokus på kerneopgaven og effekten overfor borgerne endnu tættere ind i opgaveløsningen. Samtidig skal vi lave en organisering, som kan understøtte den frisættelse, kompetenceudvikling og delegering af ansvar, som bør være et grundprincip, hvis vi skal lykkes med de forandringsprocesser, der lægges op til, lyder det fra Henrik Studsgaard på Furesø Kommunes hjemmeside.

Udfordringer skal løses på en anden måde
Ifølge pressemeddelelsen fra Furesø Kommune står kommunerne i Danmark overfor en række grundlæggende udfordringer, som kalder på, at vi løser opgaverne anderledes, end vi plejer. Organisationsændringerne er således en direkte forlængelse af de hovedgreb, som det kommende budget 2025-2028 bygger på.
Det handler om stigende mistrivsel blandt børn og unge. Flere ældre, som får et plejebehov. Samt nye behov indenfor klima- og biodiversitet.

Den nye organisering bygger i hovedtræk på følgende greb:
Vi sætter fokus på almenområdet for børn og unge – vi skal have så mange borgere som muligt til at blive i det almene fællesskab. Derfor laver vi ét center, der alene har det som sit særlige fokusområde.
Vi har samtidig brug for at samle kræfterne på hele det specialiserede område (inkl. PPR), også ift. snitfladerne til vores beskæftigelsesindsats, hvor der skal tænkes i helheder med borgeren i centrum. Derfor skaber vi et center, der samler disse funktioner.
Vi vil gerne styrke vores tværgående sundhedsindsats ved at samle sundheds- og ældreopgaverne i ét center.
Vi vil gerne optimere på opgaveløsningen i forhold til vores ejendomme. Derfor nedlægges CKEA og drift og vedligehold af vores samlede bygningsmasse samles sammen med kultur- og fritidsområdet, der i det daglige bruger mange af kommunens ejendomme.
Vi forstærker arbejdet med byudvikling ved at sammenlægge køb/salg af grunde med center for By og Miljø. Samtidig lægges hele beredskabsopgaven også her.
Vi vil gerne bringe fokus på god borgerservice ind som en tværgående kerneopgave for alle. Derfor samles opgaverne vedrørende borgerservice med kommunens øvrige stabsfunktioner.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *