Furesø-teenager får debut blandt de professionelle

Anna Brandt Schultz har spillet sig til en plads ved en internatioal turnering i Køge.

Der er fuld fart på i Hareskov-Værløse Tennisklub i denne tid. Klubben, der har 100-års jubilæum i år, fik midt i juli fire danske juniormestre og tog medaljer i hele 10 discipliner. Nu har en af HVT’s juniordanmarksmestre taget et nyt skridt.
Klubbens 2. single i Elitedivisionen for damer, kun 14-årige Anna Brandt Schultz, har i en turnering afviklet af Leschly Tennis Foundation slået en række af landets bedste dametennisspillere, og hendes finalesejr fredag aften udløste et wild card til en stor professionel turnering, der afvikles i Køge Tennis og Padel Klub i den kommende uge.
Turneringen i Køge er en såkaldt W35 med en samlet præmiesum på 25.000 USD. De deltagende spillere ligger typisk mellem nr. 300 og nr. 700 på verdensranglisten. To danskere – den nykårede danmarksmester, Rebecca Munk Mortensen, og landsholdsspilleren Johanne Svendsen – er de eneste danskere, som er direkte kvalificerede til hovedturneringen, men nu har Anna fra Laanshøj, som ligger nr. 1.500 på juniorverdensranglisten (for spillere op til 18 år) med overbevisende tennis spillet sig til at prøve kræfter med nogle af verdens bedste senior tennisspillere.
– Min søster Emma og jeg stillede egentlig bare op i Leschlys turnering for at få nogle gode træningskampe. At jeg så vandt turneringen er selvfølgelig rigtig sjovt, og jeg glæder mig egentlig bare til at møde nogle af ”de store piger” og finde ud af, hvor jeg skal forbedre mig. Det bliver rigtig sjovt, siger Anna Brandt Schultz, som om få uger begynder skoleåret i 9. klasse på Søndersøskolen i Værløse.
Turneringen ITF W35 Køge indledes allerede søndag med en kvalifikationsturnering. Selve hovedturneringen, hvor Anna altså er med, begynder tirsdag, og det er muligt, at Anna også stiller op med sin tvillingesøster Emma i double. De to er dobbelte danmarksmestre i double for U16 spillere.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest