Ikke overraskende er Furesøs på 5. pladsen i forhold til, hvor mange topkarakterer eleverne i folkeskolerne opnår. Skolernes løfteevne i forhold til at løfte eleverne er 1,1 procent bedre end, hvad man kunne forvente.
Af Mikkel Kjølby
Furesø Kommune har i mange år arbejdet med et mantra om at elevernes trivsel er vigtigere end karaktererne.
Ikke desto mindre har Furesø Kommune udsendt en pressemeddelelse med overskriften: Furesøs folkeskoler er blandt Danmarks bedste til topkarakterer.
Det sker på baggrund af en analyse fra den liberale tænketank Cepos, som har målt på elevernes karakter i afgangsprøven i forhold til sociale forhold og forældrenes uddannelsesniveau. Analysen handler om kommunernes løfteevne, og i dette parameter klarer Furesø sig kun en anelse bedre end forventet med et plus på 1,1 procentpoint.
Cepos-analysen ser på i hvor høj grad de danske folkeskoler løfter eleverne helt til tops i forhold til, hvad man kan forvente af eleverne. Her har de set på statistik over forældrenes uddannelse og indkomst. De forventer fx, at jo længere forældrenes uddannelser er, desto mere sandsynligt er det, at eleven får topkarakterer. Analysen kalder det ‘topkarakterløfteevne’.
Her viser analysen, at Furesøs topkarakterløfteevne er 1,1 procentpoint over det forventede niveau. Det betyder, at folkeskolerne løfter eleverne lidt mere, end hvad elevernes sociale og økonomiske baggrunde tilskriver.
Her er Furesø ikke i nærheden af toppen i forhold til landets øvrige kommuner, men i forhold til nabokommunerne ligger Furesøs løfteevne godt. Dog med Lyngby-Taarbæk klart foran Furesø.
Helt i top på det som analysen ikke handler om
Eftersom Furesø Kommunes befolkning har et af landets højeste uddannelsesniveauer, kan det ikke overraske, at skoleelevernes resultater giver Furesø femtepladsen over kommunernes med flest elever, der opnår et karaktergennemsnit over 10 ved folkeskolens afgangsprøver i 9. klasse i 2025. 25,2 procent af eleverne opnåede topkarakterniveau i 2025. Men det har fanget politikerne og forvaltningens opmærksomhed.
– Det er et utroligt flot resultat, som vidner om dygtige lærere og engagerede og nysgerrige elever. Det vidner om engagement, nysgerrighed og vilje til at lære i vores folkeskoler. Det er dejligt at se så mange unge mennesker opnå resultater på et meget højt fagligt niveau. Det er noget, vi kan være stolte af i Furesø, siger Bettina Ugelvig (A), der er formand for Børn og Skole-udvalget i en pressemeddelelse fra Furesø Kommune.
Skolechef i Furesø Kommune, Per Christensen, fremhæver medarbejdernes indsats på kommunens skoler.
– Når så mange elever opnår topkarakterer, skyldes det ikke mindst den store indsats, som lærere og pædagogiske medarbejdere leverer hver eneste dag. De skaber stærke læringsfællesskaber, der både skaber læringsglæde og øget trivsel hos eleverne. Alt dette hjælper eleverne med at udvikle deres sociale, personlige og faglige kompetencer. Det fortjener stor anerkendelse´, siger Per Christensen.
Andel elever med gennemsnit over 10
1. Gentofte 28,0 %
2. Frederiksberg 27,3 %
3. Lyngby-Taarbæk 26,4 %
4. Hørsholm 26,1 %
5. Furesø 25,2 %
6. Dragør 22,7 %
7. Rudersdal 22,7 %
8. Fredensborg 20,2 %
9. Allerød 20,1 %
10. Rebild 18,6 %







