SVM-regeringens oplæg om at EPX skal erstatte 10. klasse, bliver ikke mødt med begejstring af Furesøs lokalpolitikere. De vil alle som en helst bevare 10. klasse.
I Furesø har man et helt særligt 10. klassecenter på Jonstrup Gl. Seminarium. Med 220 elever er Egeskolens 10. klasse et lille og trygt sted, som kan rumme eleverne i en sårbar alder.
Det kan mærkes på de lokale politikere i forhold til SVM-regeringens uddannelsesudspil om, at EPX skal erstatte 10. klasse.
– Der er nogle spændende elementer i udspillet, særligt omkring den professionsrettede uddannelse, EPX. Personligt synes jeg, at det vil være en stor fejl at nedlægge de kommunale 10. Klasse, som giver en masse unge mulighed for at udvikle sig både fagligt og personligt inden de skal vælge uddannelse, siger Muhammed Bektas (A), formand for Børne- og Skoleudvalget.
Det Radikale Venstres Tine Hessner er lige så klar i mælet.
– Vi ser i Radikale Venstre med stor uforståenhed og ærgrelse over, at regeringen vil afskaffe 10.klasse som kommunalt tilbud. Egeskolens 10. klasse er et eksempel på en gedigen succeshistorie, hvor elever løftes fagligt – og mange får mod på mere. At en regering vil undergrave det, er komplet ubegribeligt for os i Radikale Venstre. Vi håber derfor på 10. klasses bevarelse, lyder det fra Tine Hessner.
Heller ikke hos det Konservative Folkeparti møder planen velvilje.
– Nu er det jo ikke med de konservatives gode vilje, at 10. Klasse bliver nedlagt. Nogle unge har virkelig godt af et ekstra år, hvad enten det er på efterskole eller i 10. Klasse, for at blive klar til en ungdomsuddannelse, siger Rikke Blak-Kristiansen (C).
Furesøs politikere vil bevare 10. klasse
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest