Nummer 1 – Caroline Wozniacki
71 uger som nummer 1 på Verdensranglisten. Vinder af Australian Open 2018. Finalist i US Open 2009 og 2014.
Caroline Wozniacki har spillet i såvel som Hareskov-Værløse Tennisklub som Farum Tennisklub i ungdomsårene. Hun er nummer 1 på listen over sportsstjerner fra Furesø Kommune.
Caroline startede med tennis i Køge, hvor familien boede, idet faderen Piotr sluttede sin karriere som professionel fodboldspiller i Køge Boldklub. Familien valgte Ovidio Meinertz som Carolines træner. Han var træner i Hareskov-Værløse Tennisklub. Caroline skiftede til HVT som tiårig og var med på klubturen til Mallorca. Rygterne om hendes talent nåede til nabobyen Farum, hvor Peter Brixtofte var i gang med et ambitiøst elitesportsprogram. Dansk Tennis Forbunds elitecenter havde fået plads i Farum Tennishal.
I jagten på de bedste betingelser flyttede Familien Wozniacki til en lejlighed i Farum Midtpunkt. Caroline gik på Stenvadskolen og passede sin træning på tennisanlægget i Farum. Den lokale sportsbutik gav Caroline hendes første sponsorat. Først mange år senere flyttede familien til en lejlighed på Farum Kaserne.
Caroline vandt sit første og eneste danske seniormesterskab som 14-årig. Herefter var fokus på den store tennisverden. I 2006 strøg Caroline til tops ved juniorernes Wimbledon. Det åbnede dørene til kvindernes WTA-Tour. Med sin far som hovedtræner sled hun sig op af ranglisten. Den første af 30 sejre på WTA-touren kom i 2008 i Stockholm.
I en tid med legender som Kim Clijsters, Serena og Venus Williams og mange flere blev Caroline nummer 1 på verdensranglisten. Den position havde hun i to omgange – i alt 71 uger.
Ved de store Grand Slams kneb det lidt mere. Det hurtige græs ved Wimbledon passede ikke til Caroline Wozniackis spillestil. Det gjorde Hard Court-underlaget ved US Open og Australian open i højere grad. Det blev til to finaler ved US Open, dog med nederlag i begge. Netop som man troede, at Caroline ikke skulle vinde en Grand Slam, lykkedes det for hende.
Karrierens højdepunkt kom ved Australien Open i 2018. Caroline var tæt på exit i første runde, men kæmpede sig i finalen, hvor hun vandt en forrygende kamp mod Simona Halep.
Ganske passende valgte Caroline samme sted som farvelturnering. Det blev til nederlag i 3. runde i 2020, og så var karrieren slut.
Hun var blevet gift med basketballstjernen David Lee i 2019 og nød familielivet, som resulterede i datteren Olivia og sønnen James.
I 2022 blev Caroline Wozniacki optaget i dansk idræts Hall of Fame. En hæder som tildeles pensionerede atleter.
Men i foråret 2023 bekendtgjorde Caroline Wozniacki, at hun ville gøre comeback. Caroline Wozniacki har fået et wildcard til OL i Paris.
Furesøs største sportsstjerner – Nummer 1 Caroline Wozniacki
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest
2 kommentarer til “Furesøs største sportsstjerner – Nummer 1 Caroline Wozniacki”
Det er rigtigt, men kig engang på Farum OK, de har haft flere verdensmester. Allan Mogensen, der vandt, mener jeg som den første mandlig deltager VM, i USA.
Hej Birger
Godt input. I denne serie har det været en forudsætning, at man voksede op i Furesø. Altså boede her. Allan Mogensen voksede op i Ballerup.
BH
Mikkel
Der er lukket for kommentarer.