Nummer 2 – Jacob Thorbjørn Olesen
7 sejre på European Tour. Ryder Cup-vinder. OL-deltager.
Jacob Thorbjørn Olesen voksede op i Hareskovby. Da han var syv år gammel, tog hans far Jacob med til golf i Værløse Golfklub.
Hurtigt begyndte folk at stirre, når den lille knægt hamrede bolden ud over driving range ved klubhuset på Christianshøjvej.
Klubbens pro, Lars Nysøe, tog sig af talentet, som ikke fandt vej til det danske juniorlandshold, som vandt EM-guld for hold. Det gjorde Thorbjørns gode ven og klubkammerat, Nicolai Aagaard, til gengæld.
Thorbjørn Olesen blev professionel den dag han fyldte 18 år. Allerede det første år var han et slag fra at kvalificere sig til European Tour via Tourskolen. I stedet kom han på Challenge Tour, hvor han vandt en turnering og sluttede som nummer tre, hvilket gav en plads på European Tour i 2011.
Det første år på højeste niveau gav tre andenpladser, og den 1. april 2012 kunne Værløse Golfklub hæve Dannebrog, idet Thorbjørn Olesen vandt Sicilian Open med Nicolai Aagaard som caddie. Karrieren fortsatte i højeste gear frem til 2018.
På det tidspunkt havde Thorbjørn vundet fem turneringer på European Tour, havde deltaget ved OL i 2016 og repræsenteret Danmark ved fire World Cups samt fået plads på den eftertragtede amerikanske, PGA Tour.
Karrieren fik et knæk, da han den 29. juli 2019 blev anholdt i Heathrow og sigtet for uønsket berøring af en stewardesse. Retssagen tog sin tid, men i december 2021 blev Thorbjørn Olesen frikendt.
I mellemtiden var han blevet familiefar og genoptog karrieren. Nærmest ud af det blå vandt han British Masters i 2022 og den 19. februar 2023 tog han førstepladsen i Thailand Masters. Det har bragt Thorbjørn i en god position til atter at repræsentere Europa ved Ryder Cup. Thorbjørn Olesen er udtaget til OL i Paris.
Han bor i dag i London sammen med sin hustru og to børn.
Furesøs største sportsstjerner – Nummer 2 Jacob Thorbjørn Olesen
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest