Furesøs sygeplejeteam overtager opgave – sparer 2,2 mio. kr.

Sygeplejen i Furesø Kommune overtager en akutfunktion, som hidtil har ligget hos et fælles team for flere kommuner.

Der skal spares overalt på de kommunale budgetter. Ældre og Sundhedsudvalget har ifølge formanden fundet en besparelse, som giver mening.
Furesø Kommune har siden 2015 været en del af et fælles specialiseret hjemmesygeplejeteam i Furesø, Herlev og Ballerup kommuner. Den aftale valgte Furesø Byråd at træde ud af ved byrådsmødet onsdag aften.
– Vi sparer 2,2 mio. kr. årligt ved at lade vores eget sygeplejeteam, som altid har fået ros og var medvirkende til at rydde op i påbuddene på plejehjemmene, tage opgaven, siger Lars Carstensen (C), formand for Ældre & Sundhedsudvalget.
Besparelsen kommer belejligt, idet udvalget skal findes besparelser for 6,2 mio. kr. i 2024.
– Det er forvaltningens faglige vurdering, at vi får den samme kvalitet med hurtigere responstid ved at lade vores eget sygeplejeteam klare akutfunktionen, forklarer Lars Carstensen.
Sygeplejen tilføres i den forbindelse 0,5 mio. kr. årligt til ekstra personaleressourcer. Den øvrige del af budgettet spares væk. Besparelsen slår fuldt igennem i 2026.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest