Gå en tur for nødhjælp, red liv og få et fredslys

Indsamlerne i Værløse/Hareskov får et fredslys med hjem. (Privatfoto)

Krig i Ukraine, konflikt i Gaza/Palæstina og klimakatastrofer i Afrika. Folkekirkens Nødhjælp har brug for indsamlere, der vil give en hånd med søndag den 10. marts.
Alle frivillige indsamlere i Værløse, Hareskovby, Kirke Værløse eller Jonstrup får et lys med hjem, som de kan tænde for fred i verden. LED-lysene har tidligere været tændt omkring domkirken i København for at markere håb om fred i Ukraine og Gaza/Palæstina.
Årets indsamling støtter ofre for krig, katastrofer og klimaændringer. Der samles ind til mennesker i Gaza, Malawi, Sydsudan og Ukraine. Pengene går til nødhjælp som mad, tæpper, minerydning, husly, vandforsyning og hjælp til at dyrke modstandsdygtige afgrøder i klimaramte områder.

Man kan forhåndsregistrere sig på blivindsamler.dk. Men man kan også bare møde uanmeldt op søndag den 10. marts i tidsrummet kl. 10 – 12.30 i Værløse Kirke, Højeloft Vænge 20, hvor der udleveres indsamlingsmateriale. Man skal være tilbage ved kirken senest kl. 15.30.
Den lokale indsamlingsleder, Ole B. Kristensen, kan kontaktes på tlf 4234 2425 eller olebkmail@gmail.com.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest