I takt med at deres helte kom mere og mere bagud blev de svenske fodboldfans mere og mere aggressive. Stadionstewards måtte holde i hegnet ind mod banen for, at det ikke skulle vælte.
Af Mikkel Kjølby
Der kommer et efterspil på kampen i kvalifikationen til Conference League mellem FC Nordsjælland og Gais.
Der herskede generelt en god og venskabelig stemning mellem de to klubbers fans. De tilrejsende fans var utroligt loyale og blev nærmest mere og mere højlydte i deres støtte til Gais-spillerne efterhånden som FC Nordsjælland scorede det ene mål efter det andet.
Gais spillede europæisk fodbold for første gang i 36 år, men mod slutningen af kampen blev 6-0 ydmygelsen af deres helte tilsyneladende for meget for en mindre gruppe Gais-fans.
Det gik ikke mindst ud over hegnet ind mod banen i sektionen, hvor udeholdets fans står. Der blev rusket i hegnet og skubbet til hegnet. Til sidst måtte stadionstewards holde i hegnet for at forhindre, at det gik i stykker.
FC Nordsjælland bekræfter, at der var uro og hærværk.
– Det er korrekt, at der var uro og hærværk på udebaneafsnittet undervejs i gårsdagens europæiske kvalifikationskamp. I forlængelse af det vil FC Nordsjælland tage de relevante skridt og har i skrivende stund ikke yderligere at tilføje, lyder det i en kortfattet meddelelse fra FC Nordsjælland til Alt om Furesø.
Kommunikationsafdelingen hos Gais har ingen kommentarer til sagen og henviser til arrangøren FC Nordsjælland.







