Godt naboskab – Mange mangler kontakt til naboerne

Meld dit nabolga til Vores Nabodag på nabohjaelp.dk. Pressefoto.

Alt for mange har ikke kontakt til deres naboer. Det skal en Vores Nabodag i foråret 2027 gøre op med.
Gode naboer kan hjælpe med at forebygge indbrud og håndtere krisesituationer i lokalområdet. Oveni skaber godt naboskab tryghed og fællesskab. Alligevel tyder en ny måling fra Nabohjælp på, at naboskabet mange steder kan blive meget bedre. Med initiativet Vores Nabodag er målet at styrke både tryghed, naboskab og samarbejde i nabolag rundt om i hele landet. Godt 1.300 nabolag har allerede meldt sig og planlagt en fælles aktivitet. Også små ting tæller – og der er plads til, at mange flere nabolag kan være med.
Ifølge en ny måling fra Nabohjælp, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag, mødes lidt over halvdelen (52%) af befolkningen uformelt med naboerne eller tager en snak over hækken. Men en stor del af os (28%) deltager hverken i sociale arrangementer eller uformel snak med naboerne, og godt hver fjerde (26%) siger direkte, at naboerne ikke interesserer dem.
Et af de mest effektive midler til forebyggelse af indbrud er opmærksomme naboer, der hjælper og holder øje med hinandens huse. Men naboer, der hjælper og er der for hinanden, kan også gøre en vigtig forskel i tilfælde af krisesituationer som fx oversvømmelser, længerevarende strømnedbrud eller manglende vandforsyning i flere dage. Nok så vigtigt er gode naborelationer med til at skabe tryghed og fællesskab.
– Fra undersøgelser ved vi, at sociale relationer i nabolagene har betydning for tryghed, trivsel og lokal sammenhængskraft. Når beboere kender hinanden, styrkes tilliden og evnen til at handle i fællesskab. Derfor er et godt naboskab værd at værne om og styrke, siger Emil Meyer, analytiker hos Det Kriminalpræventive Råd.

Styrk nabo- og fællesskabet i dit kvarter
Vores Nabodag er et initiativ, der skal få nabolag til at arrangere en fælles aktivitet i maj eller juni for at styrke relationerne i kvarteret. Godt 1.300 nabolag fra hele landet har allerede tilmeldt et arrangement, men Nabohjælp håber, at mange flere vil være med.
– Vores Nabodag skal gøre det nemt at tage det første skridt til et stærkere fællesskab i nabolaget. Det behøver ikke være stort – en kop kaffe, en snak over hækken eller en fælles aktivitet kan være nok til at bringe naboer tættere på hinanden. Og vi ved, at aktive nabolag, hvor naboer samarbejder og passer på hinanden, bidrager til at skabe tryghed, mindsker risikoen for indbrud og gør vejen til at få hjælp kortere, siger Julie Kofoed, kommunikationskonsulent i Nabohjælp, og fortsætter:
– I disse tider, hvor vi alle opfordres til at forberede os på krisesituationer, kan et godt naboskab også få stor betydning. Så der er al mulig grund til at hilse på sine naboer og gøre en indsats for at komme godt ud af det med hinanden i kvarteret. Med stærke naborelationer og lokale fællesskaber er det bevist, at vi kan nå rigtig langt.

Om Vores Nabodag
Sæt dit nabolag på danmarkskortet ved at tilmelde en aktivitet, hvor nabolaget mødes i maj eller juni.
Alle nabolag kan være med.
Blandt alle tilmeldte nabolag trækkes lod om præmier til nabolaget.
Formålet med Vores Nabodag er at styrke fællesskabet og trygheden i nabolag i hele Danmark.
Få ideer til aktiviteter, og læs mere her: https://www.nabohjaelp.dk/nabodag
Nabohjælp blev født af Det Kriminalpræventive Råd i 1987. I 2012 gik man sammen med TrygFonden om den første digitale platform og har samarbejdet lige siden.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *