Golfklub skal finde ny direktør

The Scandinavian Golf Club skal finde ny direktør. David Shepherd stopper efter syv år på posten.

The Scandinavian Golf Clubs, direktør, David Shepherd har fået nyt job som CEO for The Wisley Golf Club i London.
Til sommer skal The Scandinavian Golf Club afvikle EM for mandlige amatørspillere, men inden da skal klubben finde en ny direktør. David Shepherd forlader The Scandinavian Golf Club til april, hvor han tiltræder som CEO for The Wisley Golf Club i London.
– Det er med et tungt hjerte, at min familie og jeg forlader The Scandinavian og Danmark i marts for at vende tilbage til London, siger David Shepherd i klubbens nyhedsbrev. Og fortsætter:
– Jeg vil gerne takke alle bestyrelsesmedlemmer, medlemmer og især teamet i klubben for at gøre mit ophold i Danmark til en tid, som jeg altid vil huske med glæde. The Scandinavian er et specielt og helt unikt sted med mange fantastiske og engagerede mennesker, som uden tvivl vil fortsætte med at arbejde hårdt for at hjælpe klubben med at blive endnu bedre. Jeg vil forblive en fan og støtte af klubben – selv om det fremover bliver på afstand.
Bestyrelsen for The Scandinavian Golf Club ærgrer sig.
– Vi har været overordentligt glade for det, David har leveret for The Scandinavian. Med sin kolossale viden om golf og sin vindende personlighed, er det på fornemste vis lykkedes for David og det hold, som han har stået i spidsen for, at skabe en klub, som på alle områder bevæger sig fremad. Vi er kede af at se David rejse, men forstår naturligvis, at et tilbud fra en klub som The Wisley, er svært at sige nej til. Vi ønsker David og familien al held fremover – og glæder os til at se ham som gæst på The Scandinavian, lyder det i nyhedsbrevet.
Arbejdet med at finde en ny direktør er allerede sat i gang.
The Scandinavian Golf Club opkøbte I 2003 Farum Kasernes tidligere øvelsesområde. I 2010 stod The Old Course klar til brug sammen med klubhuset The Waters. David Shepherd tiltrådte som direktør i 2016.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest