Jens Blendstrup er aktuel med ’Gud bliver til’, forhistorien til den filmatiserede bestseller ’Gud taler ud’. Den 29. september kan du møde den underfundige forfatter på Værløse Bibliotek.
I 2004 tog Jens Blendstrup de danske læsere med storm, da han udgav bestselleren ’Gud taler ud’. Den både alvorlige og humoristiske fortælling om ’Gud’, alias Uffe Blendstrup, forfatterens far. Den blev senere filmatiseret med stor succes.
Jens Blendstrup har i de forgangne tyve år skrevet bøger for både børn og voksne, og lavet musik med bandet Frodegruppen40. Begge dele med humoren som stor drivkraft.
Humoren og det skæve er også i spil i den aktuelle ’Gud bliver til’. Her møder vi igen Uffe Blendstrup. Denne gang er det dog den unge Uffe vi følger. Han får takket være sin store begavelse et stipendium til Herlufsholm Kostskole. Her udvikler han sig over de ni års skolegang, fra en usikker dreng til selveste Gud. Via sit gode hoved og en veludviklet fantasi, finder han sin egen måde at komme igennem den barske tilværelse på skolen, med dens vanvittige traditioner og ritualer.
Er du vild med både ’Gud taler ud’ og ’Gud bliver til’, så slå vejen forbi, når Værløse Bibliotek åbner dørene for forfatteren og hans skæve univers fuldt af vid og bid.
Arrangementet foregår mandag den 29. september klokken 19 på Værløse Bibliotek.
Billetter kan købes på furbib.dk







