Frivillige fra Værløse BasketBall Klub har lagt det nye gulv til landskampen i Farum Arena. Det tog otte timer.
Af Mikkel Kjølby
Torsdag klokken 18 spilles den første basketballlandskamp i Farum Arena, når Danmark tager imod OL-bronzevinderne fra Serbien.
Inden det kom så langt, skulle der ligges et nyt gulv. Det er et splinternyt Junckers-parketgulv til netop dette formål.
Ifølge aftalen om at placere herrelandsholdets kampe i Farum Arena var det op til frivillige fra Værløse BasketBall Klub at få gulvet på plads.
Det skete søndag fra klokken 14 og blev en maratonforestilling, som først var afsluttet klokken 22.
– Det var noget af et puslespil med 600 brikker. Det tog længere tid end forventet, men vi bliver nok dygtigere til næste gang, siger Jørgen Lind, som er inde over landskampen.
Opgaven faldt på VBBKS U19-hold. De stillede med otte mand og fik god hjælp fra klubbens Old Boys-hold.
U19-holdet fik en belønning. De var de første til at træne på det nye gulv.
Det danske landshold har træner i arenaen i tre dage. Onsdag eftermiddag ankommer det serbiske landshold med privatfly og installeres på Hotel Marriott i København. Senere samme dag træner de i Farum Arena. Det gentages torsdag formiddag, så de har fået en fornemmelse af omgivelserne.
Under selve landskampen stiller Værløse BasketBall Klub med et stort antal frivillige, som skal stå i kiosk, i billetsalget og hjælpe til rundt omkring.
Umiddelbart efter kampens afslutning skal gulvet tages af igen.
– Det bliver den anden halvdel af U19-holdet, som står for den opgave. Vi bliver ved, indtil det er klaret. Hallen skal stå klar til idrætsundervisning fredag morgen, fortæller Jørgen Lind.
Gulvet er lagt – Et gigantisk puslespil med 600 brikker
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest