Hareskov IF vandt svær sæsonpremiere

De stribede fra Hareskov If har sat kursen mod toppen af Serie 2.

Vinterpausen har været god for Hareskov Ifs seniorhold. Der har været et godt fremmøde til træning, og førsteholdet er kommet ubesejret igennem træningskampene. Der var derfor en del forventninger til sæsonpremiere på udebane imod Hornbæk.
Kampen var kun fem minutter gammel, da midterforsvareren Markus Bakmand Anker var med fremme på en dødbold og fik prikket bolden i mål. Det blev kampens eneste mål. Hareskov tog alle tre point med hjem, men det holdt hårdt.
– Vi fik nogle dumme gule kort og blev spillet i bund i perioder af kampen, fortæller træner Anders Helmer.
Karl-Emil Lyngstrand Baagø havde et par store chancer og Mathias Smidt Jørgensens langskud ramte undersiden af overliggeren og selve målstregen. Hornbæk kom også tæt på.
Hareskov If var uden den sædvanlige målmand. Markspilleren Mikkel Grünfeld blev sat på mål. Han blev kampens spiller for Hareskov If.
Undervejs begik han et straffespark, da han kom forkert ud af sit mål, men han gjorde skaden god igen ved at redde sparket fra ellevemeterpletten.
Sejren bringer Hareskov If op på fjerdepladsen. Der er fire point op til andenpladsen, som kan give oprykning. Det er målet at spille med om oprykning i Serie 2.
– Med den kvalitet vi har i truppen, skal vi spille med om oprykning, vurderer Anders Helmer.
Hareskov If fik i sommers en del unge spillere op i seniortruppen. Tre af dem startede inde i denne kamp. Kantspilleren Mathias Smidt Jørgensen kom i sommers hjem fra ABs U19-hold, og med er også Karl-Emil Lyngstrand Baagø og Valdemar Kjeldsen Krarup.
– Det er rart at få unge spillere op. Især når kvalitet følger med. Og det gør den med dem her, siger Anders Helmer.
Hareskov If spiller hjemme lørdag den 13. april klokken 13 imod Slagslunde-Ganløse.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

2 kommentarer til “Hareskov IF vandt svær sæsonpremiere”

Der er lukket for kommentarer.