En gruppe forældre er klar med den syvende udgave af Hareskovby samler ind. Det finder sted ved HIFs klubhus lørdag den 5. september.
Af Mikkel Kjølby
Hareskovby har i mange år haft Kunstens Dag og juletræstændingen som pejlemærker for fællesskabet. Nu har Hareskovby samler ind udviklet sig til en tradition.
Bag eventet står en gruppe forældre, som fandt sammen, da deres børn gik i 0. klasse på Hareskov Skole. Det var i 2020. Nu er det atter blevet tid til at snøre løbeskoene og smøre smilebåndet.
Hareskovby samler ind finder sted lørdag den 5. september k. 10 til 17 ved Hareskov Ifs klubhus. Det hele handler om at samle ind til et godt formål.
– Sidste år satte vi i Hareskovby indsamlingsrekord og indsamlede hele 129.134 kroner til SMILfonden, der støtter børn med alvorlige og kroniske sygdomme. Det var en fantastisk oplevelse, og vi gør det igen i år – og støtten vil endnu engang gå til SMILfonden, fortæller Stine Monrad Kollerup fra arrangørgruppen.
De første bannere er sat op, for det handler om at folk sætter kryds i kalenderen den 5. september.
– Hareskovløbet og Stand-up Comedy-showet er omdrejningspunktet for vores lokale dag, som vi traditionen afholder i klubhuset samt på fodboldbanen foran, forklarer Stine Monrad Kollerup.
Hareskovløbet fungerer ved, at voksne og børn indsamler et beløb per løbet runde (ca. 1. kilometer), og samtidig får de et lod per runde. Når løbet er overstået, kan deltagerne være med i lodtrækningen om lokale gavekort og gavekurve via deres lodder. Man får også et lod ved at købe en billet til løbet.
Løbet har stor lokal opbakning – og er blevet en populær byfest i Hareskovby.
Ved klubhuset på Birkevang er der madboder og aktivitetsområder med hoppeborg, fodbolddart osv.
Der vil også være auktion over donerede varer som fodboldtrøjer.
Den lokale stand up-komiker Steen Molzen arrangerer hvert år et comedyshow. Store navne som Rune Klan, Mick Øgendahl, Anders Mattesen og Eva Jin har optrådt gratis. Programmet for dette års show er endnu ikke offentliggjort.
– Arrangementet er vokset til noget, der samler hele Hareskov, siger Stine Monrad Kollerup.







