Omkring 300 haveinteresserede dyrker deres interesse for planter og frø i Haveselskabet Furesø. Næste arrangement er et foredrag om, hvordan græsser bruges i prydhaven, den 27. oktober
Af Mikkel Kjølby
Hvis man har en sund interesse for at gå i haven og sætte frø, dyrke planter og nyde at se det gro, så er der en forening, hvor man kan dele interessen med ligesindede.
Tilbage i 2023 blev den landsdækkende forening Haveselskabet opdelt i afdelinger efter kommunegrænserne. I Furesø blev det til Haveselskabet Furesø, som i dag har omkring 300 medlemmer.
– Vi laver arrangementer for medlemmerne, og vi hjælper med at danne havegrupper. Der er 6-7 havegrupper i Furesø. Det er grupper på 6-10 medlemmer, som mødes til havevandring i hinandens haver på skift hen over sæsonen og så hygger de sig, fortæller Steffen Gormsen fra Haveselskabet Furesø.
– De bliver alle superglade for den måde at mødes privat om deres interesse. Furesø er den eneste afdeling i landet, der har en havegruppekoordinator i bestyrelsen, og vi har da også flest havegrupper, forklarer Steffen Gormsen.
Haveselskabet Furesø understøtter medlemmernes interesse på flere måder med foredrag, workshops, plantemarked og haverejser.
I 2026 var der frøbytte i forbindelse med generalforsamling, så alle fik nye frø med hjem til deres haver.
Der var også en workshop med planteformering, hvor to erfarne havedamer viste, hvordan planter formeres ved frø, deling og stiklinger. Alle fik planter med hjem til haverne.
Og så var der havebesøg i Petras permahave, Anders orkidehave og Anneths prydhave.
2026 bød også på plantemarked i Kirke Værløse. Her var der 15 boder med planter, krukker og plantestativer.
En haverejse til Møn og Lolland med overnatning og besøg i seks haver. Og så en rundvisning i Landbohøjskolens have med gartneren.
Sæsonen rundes af med et foredrag, om hvordan græsser bruges i prydhaven.
Foredragsholder er Poul Petersen, der ejer Overdam Planteskole i Hørsholm, hvor de dyrker mere end 150 forskellige arter og sorter af græsser. Poul er bogstaveligt talt vokset op med græsserne, da hans forældre startede med at dyrke græsser på planteskolen allerede i 1960’erne.
Foredraget finder sted i Teatersalen, Farum Kulturhus den 27. oktober kl. 19. Der er 60 tilmeldte, men der er plads til flere.
Tilmelding på dette link: https://haveselskabetfuresoe.nemtilmeld.dk/8/







