For den nye apoteker Prasad Reddy giver det i den grad mening at udvide Værløse Apotek. Et af de vigtigste elementer gemmer sig i kælderen i den nye filial på gågaden på Værløse Bymidte.
Af Mikkel Kjølby
Engang var der Lego i kælderen under Værløse Bymidte 55. Det var dengang BR legetøj havde sine velmagtsdage. Siden holdt tøjbutikken Vang til i lokaler, som stod tomme i halvandet år.
I dag finder man en gigantisk lagerrobot. Den er 8,5 meter lang, 2,7 meter bred og næsten tre meter høj. Og så kan den rumme intet mindre end 15.000 enheder. Til sammenligning kan lagerrotbotten på det gamle apotek rumme 10.000 enheder.
Med et klik på en skærm spytter den store robot medicinen ud i flere ender – også oppe ved kassen i stueetagen. Den er blandt de vægtigste årsager til, at byen nu har to apoteker under samme bevilling.
I sommers fik byen ny apoteker. Apoteker, farmaceut og ph.d. Prasad Reddy, der overtog bevillingen til at drive Værløse Apotek i juni 2026.
– Vi vil gøre det nemt og bekvemt at handle på apoteket. Teknologien klarer de praktiske opgaver, så vores medarbejdere får mere tid til kunderne, fortæller Prasad Reddy.
Prasad Reddy har siden 2023 drevet Frederiksberg Apotek, som også har en hovedbutik og en filial. Det er den nye lovgivning indført i 2025, som motiverer apotekerne til at have store enheder, mange varer og yde en endnu bedre service.
– Teknologien klarer lagerbeholdningen og fremsøgning af varerne på et øjeblik, så vi kan prioritere vores tid med kunderne. Det er vores kerneopgave at lytte til kunden og svare på spørgsmål om behandlingen, siger Prasad Reddy.
Apoteket Værløse Gågaden åbnede mandag den 19. oktober, og skal supplere det eksisterende apotek i den anden ende af Bymidten.
– Personalet bliver det samme, men kommer til at stå begge steder. Jeg har ansat yderligere en farmaceut og skal ansætte en farmakonom, fortæller Prasad Reddy.
Tid til den enkelte kunde
Et apoteksbesøg handler imidlertid ofte om mere end at hente medicin. Mange har spørgsmål om korrekt brug af lægemidler, bivirkninger, hudpleje eller kosttilskud.
– Nogle kunder skal hurtigt videre, mens andre har brug for at tale med en fagperson om deres behandling. Vi skal kunne begge dele, så alle får en god og tryg oplevelse. Den personlige kontakt og tilliden mellem kunden og apoteket er helt afgørende, siger Prasad Reddy.
Med to lægeklinikker i nærheden, som åbner kl. 9, vil Apoteket Værløse Gågaden holde åbent fra kl. 9-17:30 på hverdage og kl. 9:30-14 på lørdage, for at gøre indkøb på apoteket nem og bekvemt for kunder, der skal forbi deres læge.
– Et godt apotek skal være tilgængeligt og bygge på nærhed, tillid og høj faglighed. Vi vil gerne gøre en positiv forskel for borgerne i Værløse, og vi glæder os til at blive en endnu større del af hverdagen her i byen, siger Prasad Reddy.







