Her er Furesøs nye centerchef – Nummer fire på to år

Furesø Kommune har ansat Mie Carstensen som ny centerchef for Center for Beskæftigelse, Forebyggelse og Sociale Indsatser. Hun tiltræder den 26. oktober. Furesø Kommune. Pressefoto.

Furesø Kommune har ansat Mie Carstensen som Centerchef for Center for Beskæftigelse, Forebyggelse og Sociale Indsatser. Det er den fjerde centerchef for området siden oktober 2024.
Af Mikkel Kjølby
Lige siden den store rokade og sparerunde i september 2024 hard er været blæst om stillingen som Centerchef for Beskæftigelse, Forebyggelse og Sociale Indsatser, men nu har Furesø Kommune fundet den rette løsning.
Furesø Kommune har ansat Mie Carstensen som ny centerchef for Center for Beskæftigelse, Forebyggelse og Sociale Indsatser. Hun kommer med mere end 20 års erfaring fra velfærdsområdet og har været leder i både Københavns Kommune og Region Hovedstaden.
Senest har Mie Carstensen været centerchef for Psykiatrisk Center Sct. Hans i Region Hovedstaden. Tidligere har hun været borgercenterchef i Borgercenter Voksne i Københavns Kommunes Socialforvaltning. Her havde hun ansvar for indsatser for udsatte voksne, herunder sociale tilbud samt bolig- og beskæftigelsesindsatser. Mie Carstensen har gennem sin karriere arbejdet med blandt andet faglig udvikling, økonomistyring, organisatoriske forandringer og samarbejde på tværs af fagområder og sektorer. Hun lægger i sin ledelse vægt på tydelig retning, dialog og stærke ledelsesfællesskaber.
– Vi er meget glade for at kunne byde Mie velkommen til Furesø Kommune. Hun har en bred faglig baggrund og stor erfaring med at lede komplekse velfærdsområder og forandringsprocesser. Vi var i ansættelsesudvalget enige om, at Mie har de rette kompetencer til at stå i spidsen for centret og skabe sammenhæng på tværs af beskæftigelse, forebyggelse og sociale indsatser, siger velfærdsdirektør Katrine Birk i en pressemeddelelse fra Furesø Kommune
Mie Carstensen ser frem til at gøre en forskel for borgerne.
– Jeg glæder mig til at blive en del af Furesø Kommune og lære centrets ledere, medarbejdere og samarbejdspartnere at kende. Jeg ser frem til, at vi sammen skaber gode og sammenhængende indsatser, som gør en konkret forskel for borgerne. Det er en opgave, jeg går til med både ydmyghed og stort engagement, siger Mie Carstensen i pressemeddelelsen.
Mie Carstensen bor i København med sin mand og to voksne børn. Hun tiltræder i Furesø Kommune mandag den 26. oktober 2026.

Centerchef nummer fire på to år
Mie Carstensen bliver den fjerde på posten siden den store rokade og sparerunde i september 2024. Her foreslog direktionen, at gå ned fra otte til fem centerchefer.
I den forbindelse fik Sarah Birch Claces mere ansvar. Hun var i forvejen Centerchef i Center for Børn og Voksne, men fik mere ind under sit resort.
Centerchef i Furesø Jobcenter, Flemming Sommer, fik tilbudt stillingen som souschef, men indgik en fratrædelsesaftale med Furesø Kommune.
I april 2024 indgik Sarah Birch Claces en gensidig fratrædelsesaftale med Furesø Kommune, som i hendes sted hentede tidligere regionsdirektør Katja Kayser som interim centerchef. Det blev en turbulent periode, hvor en massiv medarbejderflugt fra Furesø Jobcenter slog igennem efter ændringerne i forbindelse med beskæftigelsesreformen.
Den 1. november 2025 tiltrådte Tina Wahl i stillingen som Centerchef for Beskæftigelse, Forebyggelse og Sociale Indsatser, men det holdt kun lige over et halvt år. Så indgik Tina Wahl en gensidig fratrædelsesaftale med Furesø Kommune.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *